I anden omgang af vores test af tør, tysk riesling har vi smagt på vine fra 225 kr. til 500 kr., og de bedste kan konkurrere med stor, hvid bourgogne.
Bassermann-Jordans Jesuittengarten fra Pfalz er noget af det vildeste riesling, jeg længe har smagt. Dybt koncentreret med en fremdrift som et godstog, der bliver forsøgt holdt tilbage af en rulle sytråd ……. Ofte regnes marken Kirchenstück for at være den bedste i Pfalz, men i 2019 foretrækker jeg Jesuitengarten, der simpelthen er i særklasse.
Den overgås med et mulehår af Schloss Johannisberg, som jeg flere gange har kaldt Tysklands svar på Montrachet! Og efter at have smagt deres 2019´er er jeg ganske enkelt i chok.
Rainer Sauers Escherndorf Am Lumpen, Tesch´s Löhrerberg og Jakob Schneiders Hermanshöhle ligger lige efter, og her er priserne simpelthen i særklasse.
# Basserman Jordan – Jesuitengarten 2019, Pfalz
Erotisk alkymi på flaske. Helt vild bio-bio-næse: masser af lag på lag frugt af kondenseret papaya, ananas og kridt. Enorm dybde og længde i smagen med et sofistikeret og nærmest fadgæret fedmepræg, der fylder hele munden ud og afslutningsvis strammes op af en gudefrydsdetonation af syre, der giver den et ordentligt smæk i rumpetten og får den til at hænge i munden ½ minuts tid eller mere. Et tigerbrøl af dimensioner. Vox det er godt. 96/100
Set hos H. j. Hansen/Vinspecialisten
Pris. 499 kr.
# Schmitges – Erdener Treppchen GG 2019, Mosel
Indtagende og saftig riesling med strejf af botrytis, honning og lidt tropejuice. Mosel med en enorm intensitet, den klassiske og blomstrede frugtsødme og et lille strejf af dåsemandariner på den fede måde. 92/100
Set hos Propperiet
Pris: 349 kr.
# Jakob Schneider – Niederhäuser Hermannshöhle Magnus 2019, Nahe
Vild og ekspressiv duft, hvor man finder indslag papaya, knap moden nektarin, citrus og lidt våd flint. Stenet og mineralsk med en masser af intensitet og resolut syre, der kører i dobbelttakt. Hænger nærmest ved i det uendelige – ekstrem lang i munden og knasende sprød som en frisk radise. Afsluttes af et lille bitterriv i finalen. Det bliver ikke mere Nahe end det her. Et vanvittigt godt køb! 94/100
Set hos Jysk Vin
Pris: 225 kr. v. 3 flasker
# Weingut Bischel – Scharlachberg GG 2019, Rheinhessen
Oser af klassisk riesling med lidt petroleum, skifer, flintesten, et snift af tør saltethed, og lidt pære. Slank, tør og rank i munden med god koncentration i smagen og afslutningsvis en fin tørhed, der river let i munden. 91/100
Set hos Løgismose
Pris: 348 kr. (v. 6 flasker 233,16 kr.)
# Schmitges – Erdener Prälat GG 2019, Mosel
Floral og meget raceren Mosel-vin med alle de klassiske dyder: solmodne æbler, lidt citrus og en kvart blomstermark – måske med lidt nikkende kobjælder. Dejlig blød og saftig i munden med en let frugtsødme, der giver en smule cremethed, som bliver holdt fint på plads af en rank syre i finalen. 93½/100
Set hos Propperiet
Pris: 369 kr.
# Weingut Tesch – Lôhrer Berg 2015, Nahe
Totalt lækker og mineralsk skifernæse med et twist af petroleum, masser af æblekerner, lidt stikkelsbær bøffet op med et anslag af gul blommesten og afbarkede grene. Slank og nærmest anæmisk i munden på den helt rigtige og underspillede måde. En lille stenfrugtstørhed dukker op i afslutningen. Bone dry og aristokratisk med en vild syre. Et vanvittigt godt køb – ufattelig god vin til prisen. 95/100
Set hos Supervin
Pris: 229,95 kr. (v. 6 flasker kr.)
# Wittmann Aulerde GG 2019, Rheinhessen
Flot duft af våd kelim på den fed måde, et strejf af grønne grene og lidt saltlakrids på toppen. Stenet, mineralsk og flot koncentreret i smagen med et lille strejf af gul stenfrugtstørhed og masser af spændstig syre, der bider dejligt i munden. Glimrende vin, der vil vinde med lidt tid i kælderen. 92/100
Set hos Theis Vine
Pris: 399,95 kr. v. 6 flasker
Læs også: Test af tør tysk riesling 1:2… her
# Rainer Sauer 2018 – Escherndorf Am Lumpen 2018, Franken
Rød grape – og masser af det – en knivskarp syre, lidt grønne grene, en kant af nektarin, stikkelsbær stafferet med en livlig mineralitet, der sprutter og spræller i munden. Benet og lækker med den helt rigtige frugtsødme, der er doseret til perfektion. Fremragende vin, der oser af klasse. 94½/100
Set hos Bichel Vine
Pris: 375 kr.
# Weingut Ôkonomierat Rebholz – Vom Buntsandstein 2019, Pfalz
Det her er Rebholz i en nøddeskal: rank i duft med anslag af rød grape, begyndende strejf af petroleum og grønne grene. Rå, slank og nærmest masochistisk stramhed på den helt rigtige måde. Vanvittig mineralsk med tonsvis af skifer, der toppes op af en barberbladsagtig syre og intensitet i smagen. 92/100
Set hos Laudrup Vin
Pris: 318 kr. (v. 6 flasker 254 kr.)
# Weingut Van Volxem – Scharzhofberger GG 2019, Mosel
Van Volxem bliver da bare bedre og bedre. Også her er de klassiske riesling-træk i form af petroleum, let undermodne æbler og en skvis af citrus . Læg dertil en kant af våd pels på den helt rigtige måde og et snift af saltlakrids. Smagsmæssigt enorm dybde, karakterfuldhed og længde på smagen, der bare bliver ved og ved og ved. I love it. 94/100
Set hos Laudrup Vin
Pris: 539,00 kr. (v. 6 flasker 429 kr.)
# Weingut Haart – Goldtröpfchen 2019 GG, Mosel
Klassisk og floral riesling, der viser, hvor stor Mosel er i 2019. Æble og lidt tropejuice med en besnærende kant af terpentin og honning. Flot vin med masser syre, rankhed og struktur, der toppes op af en lille cremethed og indtagende frugtsødme til at balancere syren. Jeg er fan. 93/100
Set hos H. j. Hansen/Vinspecialisten
Pris. 319 kr.
# Schloss Johannisberg – Silberlack 2019, Rheingau
Vild næse. Dufter først lidt som stor fadgæret champagne, hvorefter vi svæver ind i en nærmest bourgogne-agtig tågedis af citrus, ananas og en bid havsalt. Vanvittig intens med en helt enorm dybde og længde, der munder ud i et monumentalt og Montrachet-agtigt syrespil, der får den til at springe flik-flak og danse pirouetter på tungen. Og så til allersidst ender det hele selvfølgelig op i en umiskendelig stor klassisk riesling, der er sååå luftig som en drivende blomkålssky og samtidig så kompleks og labyrintisk som en kommunesammenlægning. En symfoni, et orkestralt kunstværk, hvor aromatiske synkoper træder frem og tilbage i munden på de helt rigtige steder. Hvis Gud er til stede i alting – og det er der vist nogen der mener – så er han til stede her som indkogt druesaft brygget af Helligånden. “Can´t get enough of your love baby”. Verdensklasse! 98+/100
Set hos H. j. Hansen/Vinspecialisten
Pris. 499 kr.