Skal man acceptere fejlbehæftede (natur)vine?

Begrebet naturvin er blevet hipt. På flere af de store danske restauranter – deriblandt Noma – finder man glødende fortalere for den type vin. Samtidigt er der dukket et par håndfulde entusiastiske importører op, for hvem det er en sport i at finde vine, der er så naturlige som muligt.

Af Rolf Madsen

Men hvad er en naturvin egentlig? Begrebet lader sig ikke endeligt definere, men man er enige om, at det som udgangspunkt er vin lavet på økologiske og biodynamisk dyrkede druer. Man intervenerer så lidt som muligt i vinfremstillingen og bruger for eksempel naturligt gær (i stedet for industrifremstillet). Herudover anvender man ikke svovl – eller i hvert fald så lidt som overhovedet muligt. Sidst, men ikke mindst undgår man helst klaring og filtrering af vinene, da man derved mister noget race og karakter.

 

 Naturvin synes efterhånden at være blevet det nye slagkraftige mantra, hvor ingen tør sige, at noget smager af lort, hvis det tydeligvis er noget lort ….

 

Det lyder alt sammen meget godt, og jeg skal være den første til at indrømme, at de bedste naturvine, jeg har smagt, har været fremragende. Ofte har de en overvældende flot karakter sammenlignet med andre vine fra et givent område. Man kunne sige, at der er en u-dopet renhed over dem, når de er vellykkede. Mange konventionelle producenter kunne lære meget af ”naturalisterne” og således gøre deres vine mere rene.

Men der kan også være en bagside af medaljen. Uden svovl er gæringskarret en heksekedel for bakterier, og styres processen ikke, ender man ofte med fejlbehæftede og oxiderede vine, der til tider smager mere af cider end af vin.

Det kan godt være, at disse er unikke, personlige og har stor autencitet, hvilket fundamentalistiske fortalere for naturvin sikkert vil hævde. Men ville man acceptere oxidation, volatil syre (eddikestik) eller andre deciderede fejl i en konventionel svovlet vin?

Nej vel, – så hvorfor skulle man pludselig acceptere det i naturvin?

 

Related Posts