Flyveren lander i Brindisi på støvlehælens østside. Efter en times kørsel ankommer jeg til områdets vestside i hjertet af Salento. Nærmere bestemt på Salento Winery Lodge, hvor min tur starter.
Det skal på mange måder blive overraskelsernes tur, hvor jeg opdager, at Apulien kan meget mere end tunge rødvine med masser af tung alkohol og frugtsødme. Den første overraskelse får jeg allerede på Salento Winery Lodge til ankomstmiddagen.
The first big surprise
Mine værter starter nemlig med en mousserende spumante på negroamaro. Altså druen, som de fleste forbinder med robuste og tanninholdige rødvine.
Og smager den godt? Ja, det gør den. Det er det historiske hus Leone de Castris, der i “Five Roses” disker op med bobler, der strutter af hindbær, lækker mousse, masser af renhed og elegance.
En vin, der viser, at negroamaro har mange ansigter. Den er ikke specielt champagneagtig i smagen, selvom den er lavet på champagnemetoden og lagret 18 måneder på flaske inden frigivelse. Det skyldes formentlig negroamaro-druen, der bare giver et andet udtryk. Ikke desto mindre umådelig livlig og delikat i munden 90/100.
De vigtigste rødvinsdruer i Apulien
Den største del af vinproduktionen i Apulien er selvfølgelig rød, og de to vigtigste rødvinsdruer er uden tvivl primitivo og negroamaro.
Førstnævnte er som bekendt tidligt modnende og ofte lidt marmeladeagtig, mens negroamaro er sent modnende og langt mere struktureret.
Herudover finder man nero di troia, der kun dyrkes i den nordlige del af området, men som til gengæld er meget udbredt her.
Jeg får af producenterne at vide, at markedet efterspørger lidt mindre tunge rødvine, og at man tilstræber ikke at være Syditaliens svar på Amarone.
Der, hvor det lykkes bedst at styre alkoholen, er i negroamaroen, der naturligt er lavere på alkohol end primitivoen.
Den bedste rødvin på min tur finder jeg hos det lille og kvalitetsbevidste hus Cantina Moros, og den er netop lavet på negroamaro. Moros laver kun én vin, en Riserva fra Salice Salentino til cirka 35 euro.
Tjek også vidunderlig hvidvin fra nyt vinhus på Etna …
Årgangen jeg smager er 2019. Næsen er vidunderlig og dyb med en ekstrem kompleksitet. Der er masser af lakrids og lidt kamfer toppet op med et viff af tobak, solbær, brombær og jern. Bragende god vin med en strukturerende garvesyre, der kræver tid på flaske til at udvikle sig. Der er 2-3% malvasia nera i blandingen, og den er lavet på vinstokke fra slutningen af 50’erne. 30% ny fransk eg for øvrigt. Bang det er godt… 93+
Hvidvinsdruer i Apulien
Markedet efterspørger mere og mere hvidvin, så produktionen af friske og sprøde hvide er i vækst. Producenterne anvender blandt andet chardonnay, malvasia bianca, vermentino og verdeca.
Det er med sidstnævnte druesort, jeg finder den næste store overraskelse (nummer 2). Den kommer, da jeg slår vejen forbi det gamle kooperativ Produttori di Manduria.
Jeg tør næsten ikke skrive, at jeg godt kan lide kooperativ-vin, men det her er et scoop. “Alice”, som vinen hedder, er en Verdeca Salento fra 2023. Den strutter af citrus, lidt græs, æble og masser af frisk syre i kombination med en lille blødhed. Her får jeg den første forsmag på, hvor Syditalien er på vej hen. 91
Af samme kvalitet og langt mere overraskende er det imidlertid at finde en hvid negroamaro fra Cantina Sampietrana, som jeg lægger vejen forbi. Ja, du læste rigtigt – hvid negroamaro! Overraskelse nummer 3.
Sampietrana laver på forsøgsbasis vinen, Tacco Barroco (2023), og den viser, at druen har en stor fremtid som hvidvinsdrue i Syditalien.
Duften er tilbageholdende, men med lidt luft dukker der indslag af melon, lidt peber, pære, gule blommer og citrus op. Smagen er overraskende fyldig på trods af, at den kun har ligget på ståltanke. Afsluttes af en enorm flot syre. Mama mia… måske det nye hit indenfor Syditaliensk hvidvin. 91
Rosevin med masser af karakter
Hvis der noget, jeg generelt ikke er vild med, så er det rosé. Men nu får jeg overraskelse nummer 4. Hos producenten San Marzano smager jeg to roséer. Den ene er god, men også ret ordinær. Den anden er Sessantanni 2023, som er lavet på 100% primitivo. Det overraskende element skal findes i, at den har fået et skud luksus fade. Den er gæret på barrique, hvilket giver et fornemt luksuspræg.
Næsen er overraskende med lidt røde bær, en kant af æble og et lille pust af de 3 måneders fadgæring, der både giver blødhed og karakter. Cremet i munden med fin ekstraktion og kompleksitet. I afslutningen finder man en let saltet mineralitet. Alkoholen er holdt fint nede, mens friskheden er i top. At primitivo kan det her er en øjenåbner for mig. 90.
De søde vine er næsten glemt
De søde vine taler de ikke meget om i Apulien, men den største overraskelse (nummer 5) på min rundtur kommer som et lyn fra en klar himmel, da jeg besøger Masseria Li Veli.
Huset laver en himmelsk Vin Santo på Aleatico, der ofte bruges til søde vine. Druen er i øvrigt synonym med red moscatel i Chile.
Jeg smager her årgang 2013, der har ligget på fade i knap 10 år inden aftapning. Vild vin. Maskinolie på flaske… fed cremet og ultra koncentreret med enorm dybde og karakter. Rosiner, sveskeblomme i flot kombination med en kanonade af frisk syre, der balancerer det hele fantastisk. Minder om en usædvanlig god blanding af PX og vellagret moscatel, når det er bedst. 95,
70€ for en halv flaske i Italien, men der er også tale om en raritet, der kun er lavet i 400 flasker.
Revurdering af syditaliensk vin
For mange danskere er Syditalien indbegrebet af tung rødvin med en let brændt sødme. Min rundtur afslører imidlertid, hvad jeg nok godt vidste på forhånd, nemlig at der er nye strømninger på vej i forhold til andel af lette hvidehvidvine og rosévine.
Det mest interessante er dog måske, at der eksperimenteres i en grad, jeg ikke havde forestillet mig inden min tur.
Andre interessante vine fra turen, kan du finde her…