Danskervin fra New York – kan det drikkes

Det er uomtvisteligt, at New York er mere kendt for Sex and the City, Modern Art og Frihedsgudinden end for deres vine, men der er overraskelser i blandt. Ved en smagning for nyligt blev det klart, at særligt vinhusene i Finger Lakes kan noget specielt. Det vender vi tilbage til.…

 

New Yorks vinområder

De fleste forbinder først og fremmest amerikansk vin med Californien, Oregon og Washington, men faktisk er New York den fjerdestørste vinproducerende stat i USA.

New York har 7 store vinområder eller AVAer som man kalder dem. Long Island ud for Manhattan er den sydligste region, og den ligger på samme breddegrad som Madrid. Af den grund skulle man umiddelbart tro, at klimaet var en stegegryde for vindyrkning, men sådan er det bestemt ikke. Vinhusene sammenligner klimaet lidt med Bordeaux på grund af kølige vinde fra havet, der afkøler vinmarkerne om sommeren, og dermed giver en lang modningsperiode.

 

 

Så er der Hudson River, hvor USAs ældste vinhus (fra 1839) Brotherhood ligger. Når man kigger på et kort, ser området stort ud, men produktionen er faktisk ret lille. Cabernet franc har vist potentiale her og er ved at blive områdets visitkort.

Herudover har vi fire mindre kendte områder som Lake Erie, der næst efter Californien har landets største produktion af druer, men de anvendes primært til juice og ikke vin. I Niagara Escarpment og Upper Hudson, dyrker man primært lokale druesorter og hybrider uden den helt store karakter. Champlain Valley er også et vinproducerende område, men de er mest kendte for deres produktion af frugt.

Og så den vigtigste AVA af dem alle: Finger Lakes. Hvis man skulle simplificere verden lidt, så kunne man sige: Californien er cabernet-land, Oregon er epicenteret for pinot noir, mens Finger Lakes smørhullet for amerikansk riesling.

 

Finger Lakes riesling – værd at prøve

Finger Lake har masser af fastlands-vinterkulde, og fugtigheden kan gøre det svært at dyrke vin. Oprindeligt startede man i området med at producere mousserende vine. Men man fandt ud af rieslingen i søde og tørre udgaver kunne noget særligt her. Lokalt har der været mest salg i deres halvtørre/halvsøde vine med lidt restsukker, men udlandet efterspørger nu de tørre typer. Det er primært dem, jeg har smagt mig igennem nogle stykker af.

 

Vi har smagt…

Vi starter med en rigtig danskervin, Ravines Dry Riesling 2017 fra Finger Lakes. Den er lavet af danskeren Morten Hallgren, som oprindeligt er opvokset på en vingård i Provence og ønologuddannet i Montpellier. Efterfølgende var han med til at lave vin på 2. cru-slottet Cos d’Estournel i Bordeaux. I 2001 tog han så springet til Finger Lakes, hvor han startede vingården Ravines med sin kone.
Duften strutter af æbler, lidt kridt, stikkelsbær og en bagkant af karamel, som aftager lidt med lidt tid i glasset. Karakterfuld og samtidig rank riesling med en dejlig irettesættende syre i finalen 90. Spottet hos SupervinNæste vin er lidt af et festfyrværkeri: The Knoll Riesling 2016 fra vinhuset Red Newt Cellars (også Finger Lakes). The Knoll regnes for at være toppen i deres portefølje, og den kommer fra en lille block på bare 1 hektar. Der er foretaget cold soaking i 72 timer, hvor man køler vinen ned inden gæring for at hive noget ekstra smag ud af druerne.
Vidunderlig duft, der forekommer floral og æblet med en lille sødme på næsen – blandt andet af tørret ananas, abrikos og et viff af petroleum. Smagen er juicy med masser af ekstraktion. Hos Red Newt fortæller man, at klimaet minder lidt om det, man kender fra Østrig, men i min mund, minder den nu mere om stor Mosel med en del mineralske noter, et lille snift af havsalt og en piskende syre, der kører i dobbeltakt. Summa summarum – en fremragende vin 93-94. Spottet hos American Wine.

 

Læs også: Verdens mest interessante vindistrikt her og nu ……

 

Næste vin er Hermann J. Wiemer – Dry Riesling 2019. Årgangen var kølig og druerne havde masser af syre, hvilket tydeligt fornemmes her.
Først og fremmest flot næse med lidt knap modne æbler, pærer og grønne grene. Smagsmæssigt stringent og rank som en tinsoldat med masser af livlig syre, der bider dejligt i munden. En fint koncentreret bærfrugt får følgeskab af en mineralsk tørhed og lidt støvet tavlesvamp i afslutningen. 91. Spottet hos KKwine.dk

 

Finger Lakes – andet end riesling

I Finger Lakes dyrkes der udover riesling mange forskellige druesorter som gewürztraminer, cabernet franc og chardonnay. Sammen med de tre ovennævnte rieslinger smager jeg også på Fox Run Vineyard´s Reserve Chardonnay – Kaiser Vineyard 2019 (Seneca Lake), og den spiller max. Meget bourgogne-nær i duften, der forekommer let reduceret med strejf af gule citronbolsjer, lidt frisk fad og ananas. I munden er den holdt i stramme tøjler med en velstruktureret, rank og elegant frugt, der toppes op af en diskret og fint balanceret frugtsødme samt et lille mineralsk bid i afslutningen. Nøj hvor det kølige klima holder godt på syren. 92.
Pt. ikke i Danmark.

Vinexpressen på Instagram

Related Posts