Rheinhessen – verdens mest interessante vindistrikt

Hvilket vindistrikt er det mest spændende i verden pt.? I min optik er det er hverken Bourgogne, Bordeaux eller Barolo, men derimod Rheinhessen, som tidligere var storleverandør af halvkvabset Liebfraumilch….

Med sit relativt flade og let bakkede landskab er det måske ikke det mest idylliske vindistrikt. Til gengæld har området et væld af spændende producenter og nye kometer, der formår at hive jordbundskarakter frem i vinene, som ingen andre!

 

Rheinhessen er det mindst regnfulde distrikt i Tyskland, noget der giver gode forudsætninger for biodynamisk vindyrkning

 

Rheinhessen strækker sig over 45 kilometer fra nord til syd, hvilket gør det til Tysklands største distrikt. Det siger næsten sig selv, at der kan være kæmpe variationer i både jordbund og mesoklima. Mest berømte er vinene fra Roter Hang, en cirka 5 kilometer lang strækning ved Rhinen. Her er vinmarkerne kendetegnet ved deres røde skifer, som gennem millioner af år har taget farve af en ordentlig portion jern i jorden.

 

Rheinhessens stjerneproducenter

De fire måske stærkeste kort er pt Wittmann, Weingut Keller, Gunderloch og Groebe.

Wittmann er en af mine egne favoritter. Huset har 25 ha vinmarker, og alt håndplukkes over 4 gange. Filosofien er så lidt indgriben i vinens tilblivelse som muligt i forhold til gæring og lagring. Man bruger naturligt gær og omstikker stort set aldrig vinene. Samtidigt hverken klares eller filtreres de. Wittman er 100% biodynamisk. Prøv deres Morstein. De kølige vinmarker, gør den altid super mineralsk og lækker med en vibrerede syre.

Tænksom Philip Wittmann

Groebe har 9 hektar. Der arbejdes økologisk og meget traditionelt med lagring i store gamle fade. Man bruger kulturgær til de almindelige basis-vine, men i de større  cuveer anvendes udelukkende naturgær. De filtrerer, som Wittmann, heller ikke, og man har derved bibeholdt så meget urkraft i vinene som muligt. Filosofien er langt hen ad vejen den samme som hos førnævnte. Men stilen er generelt mere fed og rig med en anelse mere frugtsødme. Markerne Aulerde og Kirchspiel kæmper om at være bedst, og det går lidt på skift afhængigt af årgang.

 

Riesling er ubetinget kongen af Rheinhessen, men kvantitativt er der faktisk plantet mere müller thurgau i markerne

 

Gunderloch er først og fremmest kendte for deres søde vine, der flere gange har scoret de magiske 100 point i det amerikanske vintidsskrift Wine Spectator. De tørre vine kan ligge på grænsen til det anæmiske, men i de søde, finder man en enorm intensitet og rigdom. En trockenbeerenauslese fra 1999, blæste mig nærmest omkuld for nyligt. Hos Gunderloch råder man over 25 ha på Roter Hang. Særligt spätleserne fra Nackenheimer Rothenberg, bare kaldet Rothenberg, er et bekendtskab værd.

 

Læs også: Baden – måske det nye Bourgogne

 

Og så er der Weingut Keller, der med sine cirka 15 hektar er den måske største stjerne af dem alle. Huset er det mest præmierede i Gault Milleaus tyske vinguide og med god grund. Vinene har altid en fantastisk balance, og intet sted i Rheinhessen finder man større intensitet. Koncentrationen er ekstrem og syren er sammen med en formidabel mineralitetet det bærende element . G-Max er deres største, tørre hvidvin. Den er imponerende, men det er de søde specialiteter, der har høstet de fleste roser hjem til huset i diverse guides.

 

Andre stjerner

Andre stjerner at være opmærksom på er , Kühling Gillot, Battenfield Spanier og Wagner Stempel, der har skudt sig ind i superligaen. Herudover en af mine favoritter St. Anthony, hvis vine udvikler sig uhyggelig godt over tid. En ny up coming og foreløbig ukendt stjerne er Weingut Winter.

Selvom Rheinhessen måske står i skyggen af de frugtige Mosel-vine og de bløde Rheingau’ere, har de en en dimension, som ingen andre distrikter: deres mineralitet og grapeagtige karakter, der kan være helt fantastisk.

rolf

Related Posts