Review Clusserath-EifelTrittenheimer Apotheke Alte Reben-2020 anmeldelse

Vidunderlig tysk riesling og slovensk pet-nat

Mosel laver vidunderlig vin, og i denne uge er vi tilbage til rødderne. Det vil sige klassisk kabinett-vin med en smule restsødme til at balancere den høje syre og skabe harmoni.

Clusserath-Eifels Trittenheimer Apotheke, der er lavet på stejle skråninger og gamle vinstokke, er noget af det bedste kabinett, jeg længe har smagt…

 

# Clüsserath-Eifel – Trittenheimer Apotheke Alte Reben 2020, Mosel
Så går vi på vingerne. Genial vin lavet på Steillagen og gamle vinstokke. Dyb, dyb næse. Tilbageholdende og kompleks struttende af saftig bærsødme, masser af syre og elegant frugt. Læg dertil et snift af våd kelim og en lille grapeagtig syre, der bider de helt rigtige steder i munden. Overbevisende og top lækker vin. 94
Spottet hos Mr. Ruby til ca. 249 kr. Ugens vinhit anmeldelse

Andre smagte vine

# Clüsserath-Eifel, – Trittenheimer Apotheke Bergwingert Kabinett 2020, Mosel
Et stormløb af pivfriske grønne æbler, citrus og en kant af petroleum. Saftig og sprød i munden med en flot og knivskarp syre, der bider let på tungen. Afsluttes af en lille restsødme, der balancerer den høje syre fint. 92.
Spottet hos Mr. Ruby til ca. 180 kr. 

 

# Clüsserath-Eifel – Klüsserather Bruderschaft Treppenwingert GG 2019, Mosel
Meget karakterfuld riesling med de klassiske toner af petroleum, æblekerne, skifer og citrus. Slank, mineralsk og autentisk i smagen med et vognlæs syre og en dejlig mineralitet, der bøffes op af en let grapeagtig bitterhed i afslutningen. En vin for kendere, der elsker rå æblesyre. 92
Spottet hos Mr. Ruby til ca. 350 kr.

 

Tjek også sidste uges vinhit fra tyske Chat Sauvage …

 

# Kobal Bajta – Rumeni Muškat Pét Nat, dry
Spændende, vildgæret og let perlende naturvin fra Slovenien. Tør Pet Nat på muscat, der strutter af æble, lemon og lidt hvide blomster. Relativt smal i smagen uden den store dybde, men frisk og vin, der smager aldeles glimrende. 89
Findes pt. ikke i Danmark

 

# Kobal – Roots Blaufränkisch 2023, Slovenien
Solbæ og lidt jern i duft bliver her toppet op med lakrids, tørt træ og teblade.  Medium koncentreret vin, der afsluttes af en lille bitterhed i finalen. 88
Findes pt. ikke i Danmark

Vinexpressen på Instagram

Related Posts

Skriv et svar