Chat Sauvage er et af de vinhuse i Tyskland, der formår at give Bourgogne kamp til stregen. I løbet af ugen har jeg (blandt andet) smagt på 3 af deres vine lavet på burgunderdruerne chardonnay og pinot noir, og nøj, hvor er de gode…
# Chat Sauvage – Chardonnay Bestes Fass 2020, Rheingau
Fryd på flaske. Helt vidunderlig duft sprængfyldt med citrus, ananas, popcorn, ristet kaffebønne og et lille skvis af rød grape. Monster lækker i smagen, der er cremet og tropisk. Bare et smækkys af de helt store, der løbes i mål med en saftig og intens syre, der nærmest klæber sig til tungen som en gang tokomponents epoxy. 95
Spottet hos H. J. Hansen til ca. 800 kr.
Andre smagte vine
# Julian Cecillon – Saint Pierre 2020, Cornas
Indtagende, autentisk og rustik med indslag af sorte oliven, læder og spegepølse, der væver sig smukt ind i en cool frugt, lidt brændt granit, våde flintesten og stødt peber. Slank og klassisk i munden med en let kirsebærstensbitterhed, der rammer frugten flot ind. Orv manner, den smager godt … 93-94
Spottet hos H. J. Hansen til ca. 650 kr.
# Chat Sauvage – Lorch Schlossberg 2019, Rheingau
Vidunderlig duft af søde kirsebær, solbærbusk, lidt mocca, karamel og en kant af grønne grene. Top lækker i munden med en burgundisk luftighed og en lille puddersukkeragtig bærsødme, der lægger sig elegant på tungen. Afsluttes af et lille strejf af bitter blommesten. 93
Spottet hos H. J. Hansen til ca. 500 kr.
# Chat Sauvage – Lorch Kapellenberg 2016
Enkel og stilren pinot, hvor man finder indslag af røget fad, røde bær og kirsebærsten. Slank og luftig i smagen med en klassisk elegance. Pinot i den letbenede og lyse stil. 91
Spottet hos H. J. Hansen til ca. 350 kr.
# La Cueva del Contador 2018, Rioja
Brombær, æblekerne, sveskeblomme, hestestald og lidt oxidation chubbet op med en nærmest barolo´sk kant af tjære og tovværk. Stor spanier med masser af ekstraktrigdom og dybde, der pakkes fint ind af en skefuld tanniner, der strammer godt op om frugten. 93
Spottet hos H. J. Hansen til ca. 420 kr.
Tjek også sidste uges vinhit fra Slovenien – ja du læste rigtigt …
# Clos du Caillou – La Tour Organic 2023, Côtes du Rhône
Fuld skrald og spark i raketten… top lækker og klassisk côtes du rhône med indslag af jordbær, stødt sort peber, grønne grene og lidt brombær. Blød, rig og fyldig i munden med stor dybde og en legesyg frugtsødme. Et brag af en vin til prisen. Høj Genkøbsfaktor. 91
Spottet hos H. J. Hansen til ca. 100 kr.
# Bassermann-Jordan – Forster Ziegler Riesling Trocken 2020
Indtagende næse, hvor man finder indslag af petroleum, citrus, æblekerne og lidt rød grape på toppen. Saftig i smagen med masser af råfrugt i kombination med en vidunderlig syrenerve, der kører i dobbeltakt. 92
Spottet hos H. J. Hansen til ca. 200 kr.