Kvinder og vin – en bog på slingrekurs

Hvordan går det lige, når en sprudlende kvinde og en nørde-mand beslutter sig for at skrive en bog om vin – til kvinder vel at mærke? Det giver vi svaret på om lidt.

I bogen Kvinder og Vin tager Malene Smidt Hertz (hende fra morgen-tv) og Erik Skovenborg (læge og vinskribent) afsæt i kvinders stigende interesse for vin.

Kort sagt er bogen bygget op af temaer som: Kvinden som vindrikker, kvinden som vinindkøber, portrætter af kvinder i vinbranchen og ikke mindst et afsnit om kvinder, vin og helbred.

 

Måske er det min forskruede mandehjerne, der bare gerne ville have lidt mere orden i de forskellige afsnit

 

Moet -thumbnailDet lyder jo umiddelbart som om, der er en helstøbt bog med en rød tråd igennem, men når jeg læser den, virker det på en eller anden måde bare ikke sådan.
Måske er det min forskruede mandehjerne, der gerne ville have lidt mere orden i de forskellige afsnit. For det hele virker en anelse rodet og collageagtigt, ligesom billedsiden flere steder kan forekomme fjumret sat sammen med stregtegninger hist og pist og billeder, der lapper ind over hinanden.

 

Læs også: Anmeldelse af bogen Dansk Vin…. her

 

De to forfattere har taget hver deres afsnit, og det bærer bogen præg af. De lette ting er primært Malenes afdeling og det nørdede Erik Skovenborgs. På én måde sikkert en fin fordeling ud fra devisen om ”bedste mand på opgaven”.
Men hermed fremhæves bogens kontraster også. Er det så godt eller skidt? For et læsbarhedssynspunkt er det nok ikke så godt, for der er meget stor forskel på de enkelte afsnits læsbarhed, og det kan få bogen til at fremstå lidt uharmonisk og ude af kurs. Kombinationen af de letlæste interviews med kvinder i vinbranchen og lægeleksikons-agtige forklaringer af ord som Papillae Vallatae og NMDA-receptorer stritter i hver sin retning og henvender sig formentlig til vidt forskellige publikummer.

På positiv-siden kan vi nævne, at der (når vi ser bort fra billedmaterialet og den store forskel på læsbarheden af de enkelte afsnit) faktisk er nogle rigtig spændende emner såsom mad og vinsammensætning, øko-bio og naturvin, sundhed og vin med mere, som både må interessere de ukyndige og de mere velinformerede udi vinens verden.

Summa summarum: en bog, der nok ikke vil blive læst i sin helhed, men derimod en bog, hvor man plukker de afsnit, som interesserer én.

Vi kan måske lyde lidt kritiske, men lander alligevel på 4/6 stjerner, for når alt kommer til alt, er der faktisk nogle rigtig gode og informative afsnit i bogen – også selvom der er skudt lidt med spredehagl.

stjerne-4

Hvad: Kvinder og Vin. (Forlaget Klim)

Hvor: Diverse boghandler og på nettet, hvor den fås en del billigere end vejl. udsalgspris

Hvor meget: Vejledende pris 299,95

rolf

Related Posts