Kender du Champagne-huset A. Robert? Sikkert ikke medmindre du er connaisseur, for det er en af de producenter, som let drukner i mængden af store huse. Ikke desto mindre er Arnaud Robert eksponent for en stabil og tårnhøj kvalitet med særligt fokus på miljøbeskyttelse.
Robert er et mindre familiedrevet champagne-hus, som har lavet deres egne champagne i mere end 300 år. De har 68 forskellige plots på 23 hektar, og flere af dem har Premier Cru-status. Man ejer selv alle vinmarkerne og kan således styre hele processen omkring fremstilling.
Produktion
I produktionen bruges både stålfade og egetræsfade til lagring af basisvinen. Derudover lagres alle Roberts champagner i mindst fire år på flaske, før de frigives fra kælderen. Huset har HEV-certifikat (High Environmental Value), hvor man ligger på niveau tre, altså det højeste. Med andre ord betyder det, at der er særligt fokus på miljøbeskyttelse i forhold til biodiversitet, gødning, skadedyrskontrol og vandhåndtering.
Noget af det, som for øvrigt er guld værd for champagne-interesserede, er de mange informationer på Roberts etiketter. Her finder man blandt andet oplysninger om aftapningsåret, tidspunkt for degorgering og dosage.
I løbet af ugen har jeg smagt mig igennem sortimentet, og jeg må indrømme, at jeg er ret vild med dem. Særligt når vi kommer vi op over basis-champagne-niveau, så stiger kvaliteten markant.
Jeg har smagt …
# A. Robert Alliances, Champagne
Flot og klassisk basis-champagne med duft af ristede mandler, strejf af rugbrød og brune æblekerner. Det samme i smagen, som er ren og fint modnet med blød mousse og dejlig cremethed. Blandingen er 60% pinot meunier, 20% pinot noir og 20 % chardonnay – primært lavet på druer fra årgang 2016. 90
Spottet hos Sprit & Co til cirka 340 kr.
# A. Robert Alliances Rosé, Champagne Brut
Jeg er normalt ikke den store rosé-fan, men altså: Roberts er et lille scoop, der bare drikker vanvittig godt. Duften er frisk med indslag af hindbær og ristet brød. Læg dertil lidt kridt, en lækker mundrensende syre og en tilpas fyldighed i smagen. Afsluttes af en saltet mineraltet og et lille tanninsk bid i finalen. Bravo. 91
Spottet hos Sprit & Co til cirka 380 kr.
# A. Robert – Blanc de Blanc, Champagne Brut
Så sker der noget. Helt vidunderlig og pivren champagne med masser af citrus, knap modne æbler og hasselnødder, der toppes op med en spandfuld kridt, kalksten og gær. Slank og umådelig finesserig i smagen, der køres i mål med et viff af havsalt. Et skoleeksempel på flot og moden blanc de blanc. 92- 93
Spottet hos Sprit & Co til cirka 430 kr.
Tjek også: Vælg den rigtige vin til efterårets simreretter…. her
# A. Robert Ancrages Vintage 2010, Champagen Brut
En champagne, der viser, hvor godt pinot meunier kan blive, når det er godt lavet. Her er det nemlig overvejende pinot meunier. Toplækker næse, hvor man finder indslag af chokolade, våd kelim på den fede måde, ristede hasselnødder og grønne grene. Dyb, kompleks, tæt saftig, blød og rund med et dejligt frisk syre-attack. Enorm længde i munden, og nøj, hvor smager den godt… 93
Spottet hos Sprit & Co til cirka 520 kr.
# A. Robert – Ancrages – Premier Cru Vertus, Champagne Brut
Mums med mums på toppen. En 1. cru fra Vertus, der simpelthen bare smager forrygende. Først lidt grønne grene, så en kant af toffifee og ristede hasselnødder. Dyb, intens og monster lækker champagne, der breder sig flot ud på tungen. Stor koncentration på frugten kombineres med en vild og viril syre bøffet op med en bagkant af kridt. Pinot noir 40% og chardonnay 60%. Bravo. 94
Spottet hos Sprit & Co til cirka 470 kr.
# A. Robert Collection Arcanes
Moden og indtagende champagne, der er lavet på reserve-vin fra årgangene 2003-2008. Særligt er næsen flot med strejf af ymer, toffifee, lidt æblekerne, chokolade og rugbrød. Blød og cremet i midt-smagen, men alderen giver den en let benet syre i afslutningen, der kræver mad som modspiller. 93
Spottet hos Sprit & Co til cirka 770 kr.