Hvis jeg skal være helt ærlig, så har jeg altid anset vinene fra Rueda som letbenede forbrugervine. Sprøde og frugtige med en crisp syre og til en god pris.
Men når man besøger Rueda og dykker lidt mere ned i området, går det op for én, at de kan langt mere end det. Producenterne laver (også) fremragende vine med dybde, karakter og evne til at lagre. Dem vender jeg tilbage til om lidt i min Top 10 over de bedste Rueda-vine ….
Kører man cirka 175 kilometer nordvest for Madrid, kommer man til Rueda. Området et er nabo til det berømte vindistrikt Ribera del Duero, og det ligger langt fra kysten. Med andre ord har man kontinentalklima, hvilket giver varme og tørre somre og samtidig iskolde vintre med kun lidt nedbør. Området ligger på den spanske højslette, og vinmarkerne befinder sig et sted mellem 700 og 930 meter over havets overflade.
Kombinationen af de højt beliggende marker og kontinentalklimaet har en stor indflydelse på både vinproduktion og druekvalitet. I modningsperioden er der ganske stor forskel på dag- og nattemperaturer, og det betyder, at producenterne både kan modne druerne optimalt og samtidig bevare en fin syrenerve i vinene. Altså er der gode muligheder for at lave velstrukturerede og komplekse vine med masser af friskhed.
Primært en hvidvinsregion
Rueda regnes for at være den vigtigste og mest betydningsfulde region for hvidvin i Spanien. Den står for omkring 40% af landets kvalitets-hvidvine. På andenpladsen ligger Galicien med cirka 10%. Og i den statistik skal man lige huske at se bort fra La Mancha, der sprøjter hvidvin ud i lange baner, men det laves på druen airen, som for det meste af det bliver solgt som bulk og har ikke ret meget med kvalitetsvin at gøre!!!
Verdejo er den vigtigste druesort
I Rueda fremstiller man også en lille smule rødvin på merlot, cabernet sauvignon, tempranillo og garnaha. Men det regnes ikke for at være noget særligt, og rødvinene får sjældent omtale nogle steder.
“ Rueda har cirka 20.000 hektar vinmarker og hovedbyen er Valladolid
Det gør til gengæld de hvide vine, og her er den altdominerende druesort verdejo. Hele 85% af produktionen er netop verdejo, og det er helt klart den druesort, som området bliver målt og vejet på. Herudover har vi sauvignon blanc, viura, palomino fino og chardonnay, som også er tilladt i de lokale appellations-regler.
Verdejo-druens optur og nedtur
Før 1900-tallet lavede man i Rueda store mængder af sherrylignende solera-vine på verdejo. Da vinlusen i slutningen af 1800-tallet spredte sig, udryddede den en hel del af vinstokkene i området. Dog ikke dem på de meget sandede jorder. Men hvorom alting er: da man herefter skulle tilplante markerne igen, valgte man i stedet palomino fino, der var/er hovedingrediensen i Sherry.
” Man mener, at verdejo blev importeret fra Nordafrika for mere end 1000 år siden
Efter en lang periode med hedvine, oplevede man omkring 1970erne et skift i vintrenden. Forbrugerne efterspurgte tør bordvin, og producenterne kiggede sig om efter andre druesorter end den neutrale palomino.
Eksempelvis Marques de Riscal (et af Riojas mest berømte vinhuse) som var på jagt efter marker i Rueda. I første omgang ledte Riscal efter det ideelle sted for sauvignon blanc, der kunne give friske hvidvine med masser af sprød syre. Man fandt dog hurtigt ud af, at verdejoen var langt bedre til Ruedas klima, og den blev derfor hurtig foretrukket fremfor sauvignonen. I dag er verdejo rygraden i stort set al god hvidvin fra området.
Fra konsumvin til kvalitetsvin
Tidligere har Rueda været kendt som stedet for prisvenlig og let drikkelig forbrugervin, men der er et kæmpe stilskifte på vej. I stedet for at gære på rustfrie ståltanke og bruge industrigær, er der flere og flere producenter, som gærer vinene i nye eller brugte fade. Og samtidig anvendes i højere grad naturgær for at give vinene noget ekstra karakter.
Herudover lader mange producenter vinene ligge Sur Lie, hvor man lagrer vinen på bundfaldet og gærresterne for at gøre den lidt mere cremet og delikat. Der er også producenter, som lagrer vinene på fade eller amforaer, hvilket ofte giver en ekstra dimension. Hvem der slipper bedst fra dette, kan du se nedenfor i min Top 10-liste.
Specialiteterne er noget af det mest spændende ved Rueda
Nu kan det godt være, at alle snakker om verdejo og områdets tørre hvidvine. Men de har også nogle specialiteter, som er mindst ligeså interessante, nemlig Dorado og Palido.
Førstnævnte er en oxideret vin, som forstærkes med druesprit. Den fremstilles langt hen ad vejen som en Oloroso i Sherry-distriktet. En Dorado lagres i beholdere, der kun fyldes 4/5 dele op. Herved kommer vinen i kontakt med ilt og får en nøddeagtig og oxidativ smag. Efterfølgende forstærkes den til omkring 17-18% og hældes i en solera.
Læs også: Hvad er Sherry – stilarter og definitioner …. her
En anden specialitet er Palido, en pendant til Fino-sherry. Palido (betyder pale/lys), og den er ligesom Fino´en fremstillet under flor. Palidoen har været forsvundet fra appellationen indtil for nogle år siden, men den er nu dukket op igen. Produktionen er indtil videre ikke stor, men få producenter laver én af slagsen. Blandt andet De Alberto, hvis Palido er gjort på verdejo.
Ruedas top 10
Efter fire dage i Rueda med smagning af knap 200 vine står det klart, at det er stor forskel på top og bund i området. Her er mit bud på en top 10:
1. Jose Pariente – Las Comas (laves kun i gode år)
Trolddom på flaske og måske Spaniens svar på Montrachet.
2. Belondrade Y Lurton – Verdejo
3 De Alberto – Dorado solera 17,5%, Uden årgang
En specialitet af de helt store, der fremstilles som en Oloroso
4. Finca Montepedroso – Verdejo Enoteca
5. De Alberto – Verdejo Fermentado en Barricas
Her smager man virkelig, hvad fadlagring kan sammen med verdejo.
6 Jose Pariente – Verdejo Fermentado en Barrica
7 Vinos Murillo Chapirete – Verdejo Prefiloxerico 2020, Rueda
Lavet på over 100 år gamle vinstokke.
8. Garcia Revalo – Harenna Amfora
Harenna fra årgang 2018 er lavet i amfora, og det giver en super kompleks vin.
9. Valdecuevas – Cuvee
10. De Alberto – Verdejo Palido 15%
Wauw for en specialitet fra Rueda. En Palido, hvilket svarer til en Fino-sherry, men blot lavet på verdejo-druen i stedet.