Spanske Picaro del Aguila er en paradeopvisning i, hvordan Ribera del Duero skal smage. Den er lavet af Jorge Monzon, der i min verden er Spaniens bedste wine maker pt…
# Picaro del Aguila 2022, Ribera del Duero
Brombær, hindbær, stødt sort peber, kærnemælk og brændt granit i duft. Det samme i smagen, hvor en intens up front frugt i øjeblikket vinder over det lækre jordbundspræg. Vanvittig flot i munden med en fejende flot koncentration og intensitet, der strammes op af en fin blødhed eftersmagen. En sand paradeopvisning i, hvordan Ribera del Duero skal smage. Ugens vinhit 93+
Spottet hos Supervin til ca. 200 kr.
Andre smagte vine
# Axel Pauly – Niederberg Helden – Riesling GG Trocken 2022, Mosel
Vidunderlig næse: citrus, æblekerner, et diskret strejf af petroleum og en fin, lille portion skifer. Slank og mineralsk i munden med masser af sprød syre, der springer flik flak på tungen. Afsluttes af en lille, saltet mineralitet. Bravo! 93
Spottet hos Supervin til ca. 330 kr.
# Brunello di Montalcino – Schenk 2019, Toscana
Så er der saxofonsolo. Relativt lys med en kanonade af friske røde bør, en begyndende tone af underskov, lidt syrlige ribs og et strejf af grønne grene. Letbenet og luftig, men samtidig finder man en umådelig lækker cremethed i frugten. Afsluttes af et lille skud lakrids og et viff af balsam. 92+
Spottet hos Supervin til ca. 200 kr.
#Rudi Rüttger – Spätburgunder Reserve 2021, Pfalz
Noget af det bedste pinot til prisen, jeg længe har smagt. Herlig luftig i duft, hvor man finder indslag af kirsebær, skifer, gazebind og et strejf af krudt. Elegant og ren i munden med fin friskhed og pinot-syre, der får den til at leve flot i munden. Afsluttes af et lille stenfrugtsbid i finalen. Kæmpehøj genkøbsfaktor. 91
Spottet hos Supervin til ca. 100 kr.
# Beyra – Vinhas Velhas 2021, Beira
Står du og mangler en vin til sommerens grillkød med marinader og hele svineriet – så må det være Beyra! Frugtig med masser af søde kirsebær, lidt brombær og en kant af røde bolsjer i duft samt lidt vanilje på toppen. Livlig i munden med flot koncentration og intensitet. Afsluttes af en gang ultra bløde tanniner og en let afterburner i eftersmagen. 90
Spottet hos Supervin til ca. 100 kr.
Tjek også sidste uges vinhit fra Sancerre …
# Xavier Vignon – 2021, Crozes-Hermitage
Først lidt jordbær, så lidt stødt sort peber, ribs og tobak bøffet op med et pift af ymer, bacon og sorte oliven. Dejlig saftighed og ekstraktion med flot Nordrhône-karakter. Det hele løbes i mål med et lille frisk syrebid. 92
Spottet hos Supervin
# Beyra – Reserva 2022, Beira
Gaspedalen i bund med et ordentligt vognlæs mørke bær, ymer og spegepølse. Flot koncentreret vin, der bare ligger virkelig godt i munden. Afsluttes af en gang bløde tanniner. Saftig, intens og velstruktureret portugiser med masser af tyngde. Anbefalet. 92
Spottet hos Supervin til ca. 140 kr.
# Elder Rock – Pinot Noir 2021, Central Coast
Babynumse og blød frugtsødme. Californisk pinot i den meget tilgængelige forbrugerstil med et overflødighedshorn af søde jordbær, lidt lakridskonfekt, grønne grene og et strejf af Marie Kiks. Saftig vin, der fint kombinerer blødhed, fedme og luftighed. Afsluttes af et lille skvis af sød lakrids, som dukker op i eftersmagen. 90
Spottet hos Supervin til ca. 100 kr.
# Bodegas Caudalia – Umea Garnacha 2023 (rosé), Navarra
God Navarra-rosé, der smager som den skal: melon, lidt stikkelsbær og en kant af jordbær og karamel. Blød i smagen, der afsluttes af et lille fenolisk tørhedsbid. Anbefalet. 87
Spottet hos Supervin til ca. 60 kr.
# Luis Canas Reserva 2018, Rioja Alavesa
Måske en halvskæv flaske – måske ikke? Valnøddetræ, kokos og røde bær i duft med en kant af peber. Medium koncentreret i smagen, hvor man finder en del tannintørhed og fadpræg, der pt. dominerer frugten. 87
Spottet hos Supervin til ca. 220 kr.