Hvordan får man en nation af cola-drikkere til at kaste sig over vin? I USA gjorde man kunststykket tilbage i 1970´erne og ´80´erne. Det hele startede med Sutter Home, som mange vininteresserede kender fra NETTO og Føtex.
Hos Sutter Home fik man den geniale idé at lave det, man kalder blush wine. Man tog den blå drue zinfandel og vinificerede den som en hvidvin. Den var dog ikke helt hvid, men havde en let blussende/pink kulør (heraf navnet blush wine), som kom fra drueskallerne. Samtidigt lod mange producenter noget restsødme forblive i vinen, hvilket gjorde det let for cola-drikkerne at få ned – og den blev et kæmpe hit.
EN ÆGTE GULDGRAVERVIN
Allerede tilbage i 1850´erne lavede man vin på zinfandel i Californien. Sammen med whiskeyen var det guldminearbejdernes favoritdrik.
Druens succes har gennem tiden været medvirkende til, at det har været den mest plantede druesort i Californien. I 1970´erne optog den så meget plads i vinmarkerne, at man ikke vidste, hvad man skulle stille op med den. Producenterne havde store problemer med at afsætte deres zinfandeller – lige indtil man altså fandt på den geniale idé at lave de føromtalte Blush Wines/white zinfandels. Amerikanerne var vilde med dem, og så var de billige.
Salgstallene hos Sutter Home taler for sig selv. Her forøgede man næsten eksplosionsagtigt sin produktion fra 25.000 kasser til 1.5 million kasser på bare seks år.
KONKURRENCER I ZINFALDEL
Op gennem 1970´erne og 80´erne anså man ikke rigtig zinfandel for noget stort, men de mange konkurrencer, hvor vinmagerne kunne opnå medaljer, fik nogle til at forsøge at lave noget ekstraordinært på druen. Det blev startskuddet til kampen om at lave de største og mest ekstraktrige vine.
Amerikanerne er i dag uden tvivl pavestolte over deres zinfandel-vine, og de kan med rette kalde sig verdensmestre udi zinfandel
Der er ikke rigtig nogen, som kan give dem konkurrence på det punkt. Indimellem finder man gode syditalienske primitivoer, (der anses for at være identisk med zinfandel), men der er som regel langt imellem. Og hopper vi til andre store vindistrikter rundt omkring i verden, dyrkes den nærmest mest for sjov. Stoltheden over nationaldruen har ført til mottoet ”Life is Hell without zinfandel”
ZINFALDEL ELLER PRIMITIVO
Der har været mange diskussioner frem og tilbage omkring zinfandel-druen. Er den, eller er den ikke identisk med den italienske primitivo. Længe har man ment, at det var den samme drue, og nogle italienere er gået så vidt som til at eksportere deres primitivo-vine til USA med ordet zinfandel på etiketten. Forskere ved det amerikanske universitet U. S. Davis mener dog at have fundet små nuanceforskelle, men uanset om det er den samme drue eller ej, så er slægtskabet klokkeklart.
LÆS OGSÅ: Opus One – Kultvinen fra Californien…. her
I både Italien og USA opnår zinfandel let en høj alkohol, og visse steder kan man ifølge amerikanerne opnå en potentiel alkoholprocent på over 18 %. Derudover giver zin masser af frugtig sødme i vinene. De gode har typisk en stor dybde og kompleksitet, mens de dårlige kan være både marmeladeagtige og halvvamle i stilen.
EN KOMPLICERET DRUE AT DYRKE
Fra naturens hånd er zinfandel svær at have med at gøre. Modsat for eksempel cabernet sauvignon og merlot, ses en meget ujævn modning af druerne. Ofte finder man henholdsvis umodne, tilpas modne og overmodne druer i hver klase. Er vinproducenten heldig, kan disse tre elementer balancere hinanden, men i mange tilfælde betyder det, at den færdige vin har en underlig balance mellem modenhed og rå syre. Særligt i de helt billige vine, kan dette være et problem.
Californien har dog uden tvivl mange superflotte zinfandeller, der er værd at prøve, og kommer man lidt op i pris stiger kompleksiteten i vinene. Prøv eksempelvis Ravenswood, Seghesio eller Ridge.
ZINFANDEL OG MAD
Nogle stiller sig måske spørgsmålet: Hvad i alverden skal man servere til en stor, koncentreret og alkoholisk ”zinfandel-bassse”. Kent Rosenblum (fra Rosenblum Cellars) ville svare: Til bison! – Nå, spiser I ikke bison i Danmark? Jamen det går da også fortrinligt til lam – marineret og godt krydret. Derudover foreslår han, at en god zinfandel kan drikkes som de italienske amaroner – alene som meditationsvin eller til julemad.
