I løbet af ugen har den stået på vine fra Portugal, Østrig, Sydafrika, Italien, Spanien og Californien. Jeg er særligt faldet for portugisiske Quinta do Pego. Ikke mindst deres Vinhas Velhas, som da også prismæssigt ligger i den høje ende – 500 kr…
# Quinta do Pego – Vinhas Velhas 2019, Douro
Saftig i duften, der strutter af brombær og solbær. Læg dertil et lille fint pift af ymer og kernemælk. Tæt og koncentreret i munden med masser af tørstof. Maskulin og alvorlig portugiser med dejlig balance mellem firhjulstræk og velpoleret elegance. Ugens vinhit. 93
Spottet hos Quintadopego.com (Amka) til ca. 500 kr.
Andre smagte vine
# Villa Puccini 2020, Toscana
Lyse, røde bær – blandt andet hindbær, kirsebær og et viff af ribs. Medium koncentreret i munden med en fin kombination af frisk syre og en let frugtsødme, der gør den til en rigtig blød og venlig forbrugervin, Men uden at miste kant og livlighed. Anbefalet. 90
Spottet hos vinøen.dk til ca. 100 kr.
# Bodegas Trenza – Seleccion del Germanito 2023, Ribera del Jucar
Dejlig åben og let fadprøveagtig vin fra danskeren Jonas Tofterup. Søde kirsebær og lidt brombær bakkes op af en lille buttet frugtsødme, der ligger rigtig godt i munden. Virkelig god vin til prisen. Høj genkøbsfaktor. 89
Spottet hos Rema 1000 og Vinøen til ca. 60 kr.
# Quinta do Pego – Vinhas Velhas 2017, Douro
Mørk, dyb og tæt duft med et ordentlig vognlæs mørke bær, et diskret strejf af hø, blyant og grafit. Juicy showvin med masser af det hele: tyngde, dybde og koncentration. Veldrejet portugiser i den maskuline genre. 92
Spottet hos Quintadopego.com (Amka) til ca. 500 kr.
# Sartori – Amarone della Valpolicella 2020, Veneto
Indtagende og meget luftig amarone, hvor man finder indslag af hindbær, jordbær og et viff af teblade. Flot koncentreret i munden med god længde på smagen. 91
Spottet hos Vinøen.dk til ca. 200 kr.
# Red Tree – Chardonnay 2022, Californien
Klassisk chardonnay, hvor man finder indslag af ananas, citrus og et viff af grønne grene. Ukompliceret og letbenet californier, der bare smager hamrende godt. Fin elegance og Høj Genkøbsfaktor … 89-90
Spottet hos Vinøen til ca. 80 kr.
# Niel Bester – Vennan Field Blend 2022, Paarl (Sydafrika)
Dyb, mørk og tæt i duften, der strutter af mørke bær, lidt chokolade og støvet landevej. Læg dertil lidt vanilje, fad og et strejf af urt. Bredskuldret og meget koncentreret vin, der lige kræver en dekantering for at folde sig ud og smide noget af fadpræget. 91
Spottet forskellige steder (Amka) til ca. 150 kr.
Tjek også sidste uges vinhit fra Châteauneuf du Pape…
# Frank Riesling Herrnbaumgarten2023, Niederösterreich
Sprød, ren og klassisk riesling med masser af æble, hvide blomster og lidt fersken. Frisk og livlig i munden med en bagkant af knækkede, grønne grene og en livlig syrenerve. Anbefalet. 90
Spottet hos vinøen.dk til ca. 70 kr.
# Frank – Grüner Veltliner Herrnbaumgarten 2023, Niederösterreich
Udmærket og helt ukompliceret grüner veltliner, hvor man finder indslag af gule blommer og stikkelsbær. Letbenet og slank i munden uden den store kompleksitet. Afsluttes af en lille saltet mineralitet i finalen. 88
Spottet hos vinøen.dk til ca. 70 kr.
# Quinta do Pego – Signature 2019, Douro
Velstruktureret portugiser med en fin skiferduft i kombination med lidt solbær, blyant og grafit. Lækker i smagen, der er ren og velstruktureret. Afsluttes af en let krydring, og hvor frugten i øvrigt ligger dejlig rent i munden. 91
Spottet hos Vinøen.dk til ca. 340 kr.
# Quinta do Pego 2019, Douro
Mørke bær, hø, halm og lidt Maggitern i duft. Karakterfuld og medium koncentreret vin med en let frugtsødme flankeret af en saftig garvesyre, der rammer frugten fint ind i eftersmagen. 90
Spottet hos Vinøen.dk til ca. 170 kr.
# Messeri – Limited Edition Appassimento 2021, Apulien
Masser af slagkraft og blød nærfrugt med strejf af marmelade og banan. Potent og slagkraftig i munden med masser af frugt, alkohol (15%) og en afrundet garvesyre, der strammer op om frugten i eftersmagen. 88
Spottet hos vinøen.dk til ca. 90 kr.