Review anmeldelse Domaine Raspail Ay 2021 Gigondas

Luftig og elegant vin fra Gigondas i det sydlige Rhône

Raspail-Ay har altid lavet luftige, relativt elegante og traditionelle vine fra Gigondas. Jeg har smagt deres årgang 2021, og den er ingen undtagelse… 

 

# Raspail-Ay 2021, Gigondas
Vidunderlig og æterisk gigondas, hvor man finder indslag af jordbær, lidt brombær, krydderier og en kant af lakridskonfekt. Et smækkys fra Gigondas, der er saftig i munden med en bamselineblød frugtsødme, der flankeres af en velstrukturerende garvesyre. 93
Spottet hos Philipson Wine til ca. 260 kr. 

Andre smagte vine

# Côtes du Rhône – Cuvée Philipson 2020, Rhône
Voldsomt lækker côtes du rhône – ja faktisk den bedste Cuvée Philipson fra Guigal nogensinde…
Røde bær, peber, lidt lakridskonfekt og en kant af grønne grene på toppen. Enormt koncentreret i munden med en gang luksuspolstrede tanniner. Bravo. 91-92
Tårnhøj genkøbsfaktor: 10/10
Spottet hos Philipson Wine til ca. 9o kr. 

 

# Domaine de la Vougeraie – Pinot Noir Terres de Famille 2022
Luftig og nærmest svævende som en drivende blomkålssky. Strutter af søde kirsebær og lidt blommesten, der væver sig elegant ind i et viff af Mariekiks. Saftig og legesyg i munden med en lækker syrefriskhed i afslutningen. I love it! 92
Spottet hos Philipson Wine til ca. 270 kr.

 

Castello di Bolgheri – Flocco Rosso Toscana 2021, Toscana
Let rustik med indslag af læder, søde kirsebær og jordbær. Læg dertil et lille frisk pift af grønne grene og  lakrids. Flot og velkomponeret sangiovese-baseret vin med medium koncentration og en lille blommestensbitterhed, der får den til at bide de helt rigtige steder i munden. 92
Spottet hos Philipson Wine til ca. 150 kr.

 

Tjek også sidste uges boblende vinhit fra fra Indien – ja du læste rigtigt… 

 

# Tenuta San Guido – Le Difese 2022, Toscana
Dyb, mørk og intens frugt med en kant af lakridskonfekt. Det samme i smagen, der forekommer medium koncentreret og maskulin i sit udtryk. Mere tyngde og bundtræk end elegance her og nu. En vin, der kræver tid for at udvikle sig på flaske. 91+
Spottet hos Philipson Wine til ca. 180 kr. 

 

# Montezovo – Valpolicella Superiore Ripasso 2021, Valpolicella 
Sødmefuld og fyldig. Masser af mørke kirsebær, blå bommer og lidt saltlakrids. Blød og rig i munden med en del frugtsødme og et viff af chokolade. En rigtig ripasso. 89
Spottet hos Philipson Wine til ca. 130 kr. 

Vinexpressen på Instagram

Related Posts

Skriv et svar