Vi lander i Rom Fiumicino og kører to timer i nordøstlig retning. Målet er Montefalco i Umbrien, der som den eneste italienske region ikke omgivet af vand. Til gengæld er der smukt med en god blanding af vinmarker og olivenlunde.
Montefalco er i vinmæssig sammenhæng først og fremmest kendt for sagrantino-druen. Indtil 60erne var den stort set ukendt, men nogle fremsynede producenter genoplivede den. Tidligere blev sagrantinoen anvendt til sød vin i stil med recioto fra Valpolicella. I de senere år er det dog de tørre versioner, som har taget fokus.
Nogen har kaldt druen for Midtitaliens nebbiolo, og det forstår man godt, for er smækfyldt med garvesyre, hvilket leder tankerne hen på en barolo.
Ikke desto mindre er der et par store forskelle. Sagrantino er som regel mørk og rustik, mens nebbioloen som udgangspunkt er lys og spiller på det mere elegante.
Sagrantino er et vidt begreb
På Vinexpressen når vi frem til Montefalco, der danner rammen om den årlige Anteprima. Her har man mulighed for at teste alt, hvad regionen kan.
Da vi besøger områdets producenter bliver det mere og mere klart for os, at sagrantino faktisk er et temmelig vidt begreb. Jovist, en sagrantino har altid en stor portion garvesyre, men der findes både de muskuløse show-vine og de mere rustikke bondevine.
Herudover opnår druen let en høj alkoholprocent, og producenterne må ofte vælge mellem fuld modenhed i druerne og dermed en markant alkohol, eller en knap så høj alkohol og lidt grønnere tanniner.
Den moderne stil
Vi besøger pioneren, Caprai, der for alvor satte Montefalco på landkortet. Huset får jævnligt 3 glas i Gambero Rosso og teknisk set er man langt fremme. Man samarbejder blandt andet med Universitetet i Milano og er således først med meget af det nye.
Hos Caprai (Supervin) går man efter en moderne stil med en fuldt moden garvesyre. Man høster derfor ret sent. Det betyder samtidigt, at sukkerindholdet og alkoholprocenterne er temmelig høje.
Læs også: Pineau des charentes – Frankrigs største vinhemmelighed
Eksempelvis er deres, Montefalco Sagrantino Collepiano, en muskuløs show-vin på 15% alkohol. Her er masser af saftige tanniner og en ekstrem koncentration. Heldigvis kammer det ikke over i for meget tørret frugtpræg, som får nogle sagrantinoer til at minde lovlig meget om amarone.
Både deres Collepiano og topvinen, 25 Anni, er gode repræsentanter for en moderne stil med en hel del ny eg.
Bio- og økoproducenterne
I den modsatte grøft finder vi biodynamiske Di Filippo og Moretti Omero, som arbejder økologisk. Begge huse undgår så vidt muligt brugen af moderne teknik.
Hos Filippo (Vinmedmere.dk) er man gået hele vejen i forhold til så lidt indgriben som muligt. Man pløjer med heste, og der render gæs rundt mellem vinstokkene og spiser græs. Man har en lav svovlingsgrad og en enkelt vin, en grechetto kaldet SSA, fremstilles helt uden tilsætning af svovl. Naturgær er en selvfølgelighed hos Filippo.
Man bliver let draget af det rustikke og meget originale præg, som vinene har her. Der bruges kun gamle fade, og det er formentlig med til at gøre dem så luftige og elegante.
I samme boldgade finder vi familiehuset Moretti Omeros økologiske vine (Niche Vine). Disse laves ligeledes på naturgær og med meget lav svovltilsætning. Som hos Filippo er rødvinene meget personlige, tørre og rustikke.
Omeros og di Filippo er klart det bedste, vi smager på vores rundtur i Montefalco.
De frugtige
En del producenter erkender, at sagrantino’en kan være voldsom i både alkohol og garvesyre. Man har derfor forsøgt sig med en stil, hvor frugten kommer mere frem i vinene. Både Castelbuono (Philipson Wine) og Bellafonte (Lund Vine) står for en mere lettilgængelig og frugtig stil.
Hos Bellafonte anvendes semi-maceration carbonique. Her starter gæringen indefra i druerne, og det giver dem en umiddelbar og charmerende frugt. Samtidig høster man, som en af de få i området, generelt tidligt. Herved undgår man det overmodne og tunge præg, som findes mange andre steder.
Også Castelbuono er gået den frugtige vej. Huset er ejet af Lunelli Group, der også ejer Ferrari i Norditalien. Her har de hentet den berømte Wine maker Luca d’Atoma ind og stilen er meget poleret. For at opnå optimal frugt har man ladet mosten trække med drueskallerne i meget kort tid, omkring 30 timer, og Luca d’Atomas stil er ikke til at tage fejl af. Der er ikke en finger at sætte på vinene. Nogle ville kalde dem stilsikre. Andre ville nok betegne dem som lidt kommercielle.
Fremtiden for sagrantino
Hos en del store importører har man pt. ikke noget sagrantino i sortimentet, da salget er op ad bakke. Men der er dog også nogle, som forsøger at prøve kræfter med den Midtitalienske specialitet.
Vinexpressens besøg i Montefalco efterlader munden fuld af tanniner og et billede af sagrantino som en madvin, der kræver noget modspil. Lidt ligesom barolo. Den har imidlertid ofte lidt mere frugtsødme end vinene fra Piemonte, så på mange måder burde den ligge godt til den danske amarone-elskende smag og have en fremtid – men only time will tell …
