Brunello di Montalcino Sammicheli

Sublim brunello flankeres af tre græske vine

Græsk vin har gennemgået en forvandling de seneste 30 år. To af de absolut bedste druesorter i Grækenland er den grønne assyrtiko og den blå xinomavro, som jeg har smagt på i denne uge.

Sidstnævnte minder i stil lidt om nebbiolo-druen på grund af sin markante tannin og luftige frugtighed. Skulle man tale om en nationaldrue, må det være xinomavroen.

I midten af det hele har vi en brunello fra en kendt producent, der aftapper under navnet Sammicheli. Hvem, der står bag vinen, er desværre ikke lykkedes mig at opklare, men den smager sgu formidabelt…

 

# Brunello di Montalcino – Sammicheli 2019, Toscana 
Har jeg lyst til at drikke det her? Yes indeeeeed! Helt vidunderlig duft af hindbær, kirsebærsten og et skvis af saltlakrids. Luftig og nærmest burgundisk i stil med en med et lille knæk af grønne grene. En let frugtsødme pakkes umådelig flot ind i en gang bløde tanniner, der giver god modstand i munden. Fremragende brunello og til en særdeles god pris. 93-94
Spottet hos Supervin til ca. 250 kr.  Ugens vinhit anmeldelse

Andre smagte vine

 

# Mercouri Estate – Kallisto Assyrtiko 2023, Grækenland
Assyrtiko kendes først og fremmest fra Santorini, men her har vi et eksempel fra Peloponnes: Flot og ren duft af citrus, pivfriske æbler og en kant af terpentin. Slank, rank og struktureret i munden med en dejlig sprød syre i afslutningen. 89
Spottet hos Bichel Vine til ca. 160 kr.

 

#  Amyntas Winery – Xinomavro 2021, Grækenland
Overbevisende næse med masser af jordbær, et knæk af stødt sort peber og blå blommer. Læg dertil et lille pift af kamfer, der suppleres af xinomavro-druens stramme garvesyrebid. Glimrende vin på Grækenlands bedste rødvinsdrue. Anbefalet. 90
Spottet hos Bichel Vine til ca. 110 kr.

 

# Weingut Ziehreisen – Jean Pierre Decofer 2014 No 8 Rosé, Baden
Moden i både duft og smag. Masser af æblekerne, lidt ristede mandler, rugbrød og jordbær. Læg dertil et viff af blå blommer og valnødder. Enormt koncentreret sekt, der strutter og spræller af livlig syre og karakter. Bravo. 93
Spottet hos Supervin til ca. 350 kr. 

 

Tjek også sidste uges overraskende prisbombe fra Portugal…

 

Erivolos Fthia – Eleana Malagouzia 2023, Grækenland
Dufter parfumeret og lidt gewurzträminer-agtig med en kant af roser, strejf af citrus og gul blommesten. Letbenet, slank og livlig i munden med en frisk syre og en lille saltet mineralitet i afslutningen. Glimrende vin.  90
Spottet hos Bichel Vine til ca. 130 kr. 

Vinexpressen på Instagram

Related Posts

Skriv et svar