Blindsmagning af nytårschampagner – 1:2

Orv manner! Der er er fuld skrald og masser af spark i raketten i årets blindsmagning af vintage-champagne. Doyards blanc de blanc overrasker maximalt, men en non-vintage-joker nærmest chokerer på grund af det høje niveau, og så er prisen tilmed rigtig fornuftig – 285 kr. Igen i år er der 2 heats. Her er det første heat, hvor vi har smagt os igennem syv champagner:

 

# Doyard Grand Cru – Blanc de Blanc 2013
Orv manner. Fuld skrald og masser af spark i raketten – på dagsrejse mod det okkulte! Æterisk, laktisk og dampende lækker duft med et begyndende præg af modenhed og en lille kant af vanilje, æblekerne, chokolade, rugbrød og nødder. Det her er sgu champagne. Ultra ren i munden med en nærmest skærende benethed, der forekommer knivskarp som iskrystaller og bider de helt rigtige steder i munden. Monsterdyb champagne med en sitrende syre, der springer flik-flak på tungen. Jeg bliver helt vild i varmen her… 95
Set hos Domaine Brandis
Pris: 599 kr.

 

# Bruno Michel – Les Brouses Blanc de Blanc 2013
Fuldstændig tilbagelænet og meget diskret næse, hvor man finder indslag af gær, citrus, stikkelsbær, våd flint og kalksten, nødder, rugbrød og citrus. Ditto i smagen, der er slank og benet med en enorm intensitet, syre og en lille saltet mineralitet i afslutningen. Hold da kaje, hvor den bider godt i munden – det er lige før vi letter! 93-94.
Set hos Kjær & Sommerfeldt
Pris:  525 kr.

 

# Abel Jobart Brut 2014
Moden duft af rugbrød, kelim, toffifee, ristede mandler og grønne grene. Kridtet i smagen med indlæg af grønne grene og lidt kalksten. Forekommer relativt på høj dosage, hvilket giver en pæn mundfylde, der spændes fint op i afslutningen af en syre, som river fint i munden. God vintage-champagne til prisen. 88
Set hos Køge Vinhandel
Pris: 199 kr.

 

# Pierre Gerbais – Champagne Grains de Celles (Non Vintage)
En krysantemumbombe af englefryd. Fremragende non-vintage champagne – ja faktisk helt vild, og særligt til prisen. Pivfrisk næse med masser af citrus, kiwi, præg af noget fadgæringsagtigt (selvom den ikke har set skyggen af fad!) og lidt stikkelsbær. Umådelig livlig i munden med et lille præg af kridt, gær og gaze – mums – og samtidigt benet på den helt rigtige måde: Knivskarp champagne med en lille saltet tørhed i finalen. Høj genkøbsfaktor 93.
Set hos Sigurd Müller
Pris: 285 kr.

 

# Pierre Paillard – Les Maillerettes Bouzy Grand Cru Blanc de Noirs 2016
Ret fremskreden duft af brun æblekerne, puddersukker og lidt farin. I munden langt mere frisk end næsen umiddelbart signalerer med oceaner af kiwi, stikkelsbær og undermodne grønne æbler. Enorm dybde, kompleksitet og syre, der bider de rigtige steder i munden. Afsluttes af en lille fenolisk tørhed. 93.
Set hos Laudrup Vin
Pris: 499 kr.

 

TJEK OGSÅ: Blindtest af nytårschampagner del 2:2 …. her

 

# Laurent Bernard 1. cru 2012
Også her finder man en ret fremskreden næse med blandt andet indslag af karamel, kandis og æbleskræl. Ditto i smagen, der signalerer en hel del ælde. Forekommer en anelse spinkel i munden med en lille mineralitet i afslutningen.  89
Set hos Bichel Vine
Pris: 425 kr.

 

 

# Mandois Blanc de Blanc – 1.er Cru 2016
Ristede mandler, ymer, lidt karamel, æbler, flødekaramel, kridt og kernebitterhed i duft. Masser af pivfrisk syre og livlighed. Alt smager rigtigt her, og så er der en fantastisk flot balance mellem syre, modenhed og frugt. God dybde og karakter. 92
Set hos: Theis Vine
Pris: 319,95 kr. v/6 fl.

 

 

Related Posts