Apulien – en vinøs stilændring på vej

Apulien – en vinøs stilændring på vej

Elegant vin fra støvlehælen? Det lyder måske som en vittighed, men i det syditalienske er man så småt ved at skifte kurs, og efter en smuttur til Apulien er jeg overbevist om, at der er positive ændringer på vej.

 

Syditaliensk vin i Danmark

I Danmark er Syditalien først og fremmest kendt for deres tunge og højalkoholiske vine med masser af frugtsødme og tyngde. Stilen var meget populær hos de danske forbrugere for 10-15 år siden, men markedet har været vigende for den type vin. For nyligt talte jeg med en direktør fra en af de store supermarkedskæder, der sagde, at salget af vin fra støvlehælen mere eller mindre er gået i stå. I følge samme direktør er danskerne blevet trætte af primitivoen, der ellers har været det helt store trækplaster gennem mange år.

 

Apulien før og nu

For 25 år siden var der stort set ikke andet kooperativer og bulkvin i Apulien. Vindrikkere med lidt forstand på Syditalien ved, at kooperativerne har stået for billige og forbrugervenlige vine, der smager blødt, sødt og ofte lidt Amarone-artigt. Med andre ord: rigtig Hr. og fru Danmark-vin. Der er ingen tvivl om, at supermarkederne er gået efter den stil, fordi det har solgt godt, og fred være med det. Men det har været med til at give danskerne et billede af, at det er sådan syditaliensk altid smager, men er det nu også rigtigt?

Efter en lille uge i Apulien må bare sige, at det ikke altid forholder sig sådan. Og der er ved at komme fokus på, at vinene skal kunne danse ballet på tungen og ikke bare bruges som frikadelleskubbere en tirsdag aften.

Mange af de små druedyrkere i området er begyndt at lave deres egne niche-produktioner på mellem 5-10.000 flasker, hvor man kæler for detaljen i stedet for at indlevere druerne til kooperativernes store blandingskar. Det har betydet, at mange af vinene ikke er så ensrettede og strømlinede mere.

 

Tuccanese – en specialitet fra nord-apulien

Hvis man vil finde vine med god kølighed i Apulien, skal man først og fremmest søge op til den nordlige del af området, hvor der er lidt køligere end i for eksempel Manduria og Brindisi. Og man skal langt hen ad vejen gå efter de små producenter.

Af gode vinhuse finder jeg på min rundtur blandt andet Cantina Il Tuccanese i Orsara, som fremstiller omkring 5000 flasker om året. Her bruger man ikke Apuliens 3 hoveddruer primitivo, negroamaro eller nero di troia, men derimod den helt ukendte tuccanese. Druen er en specialitet, som kun laves af to producenter i området.

Studier har vist, at tuccanese er en klon af den toscanske sangiovese, og når man smager på husets vine, er det for mig også ret klart, at de smagsmæssigt ligger ret tæt på vinene fra den varmere del af Toscana. Ved en vertikalsmagning smager vi deres 2003, 2009, 2016 og 2017. Alle er kølige i stil, men de nye årgange viser især elegance. Jeg falder dog imidlertid  pladask for deres 2003 Magliano, som viser, at de også kan lagre flot og besidder god struktur. Duften strutter af lidt underskov, tobak, blå blommer og lidt jern. Smagsmæssigt karakterfuld og rustik med masser af stramhed i munden. En charmerende vin, der minder om fuldmoden sangiovese af den gamle skole uden fad og andre dikkedarer. 90/100

 

Apulien er først og fremmest kendt for rødvin, og områdets 3 hoveddruer er primitivo, negroamaro og nero di troia – sidstnævnte dyrkes ikke sydpå

 

Den anden producent af tuccanese er Peppe Zullo, en kendt tv-stjerne og for øvrigt Italiens svar på Jamie Oliver. Zullo laver ikke vin på 100% tuccanese, men blander den med den indfødte og tykskallede drue nero di troia.

Også her smager vi en lille samling af ældre vine, og de viser tydeligt udviklingen af områdets vine fra tungt til elegant. Zullos Ursaria 2001 blev tidligere lavet af stjerneønologen Stefano Garofono, som i gamle dage (også) var manden bag topvinen Notarpanaro. I duften finder man et godt eksempel på den gamle syditalienske stil med en massiv restsødme og slagkraftig alkohol.

Men når vi hopper til eksempelvis Ursaria 2013 er der tale om en langt mere elegant vin, hvor frugtsødmen er dæmpet, og hvor der er skruet op for strukturen. Tuccanese og nero di troia har fundet sammen til en flot vin med et festfyrværkeri af modne blommer – måske endda lidt svedske, underskov og tobak. Smagen er godt koncentreret og tilpas afrundet med fin balance mellem frugtsødme, tannin og syre. Dejlig vin, som jeg i en blindsmagning ikke umiddelbart ville gætte Syditalien på grund af elegancen. 90/100

 

Som moden chianti

Fra Il Tuccanese og Zullo kører vi cirka 70 kilometer vest mod Agricola Paglione i Lucera. Her har man taget den gamle chianti-recept op med at blande lidt grønne druer sammen med blå, og hvis jeg skal være helt ærlig, så er det lidt af en øjenåbner for mig at smage en syditaliener med så meget karakter og finesse. Nero di troia og sangiovese er rygraden, men de 10-15% malvasia bianco giver en fantastisk elegance og luftighed.

Huset laver deres vine på naturligt gær og uden klaring eller filtrering for at bevare så meget smag som muligt. I særklasse er deres Perazzelle 2018, der strutter af mørke bær og oliven efterfulgt af en rustik og let animalsk kant af blandt andet læder. Enorm dybe og karakter med masser af tanninsk stramhed. Fik jeg den blindt, ville jeg heller aldrig her gætte Syditalien, men derimod nok mere tænke på en chianti classico lavet som i de gode gamle dage. 92/100

 

Andre vine med finesse

I forbindelse med vinkonkurrencen Radici del Sud, kåres de bedste syditalienske vine hvert år, og dem har jeg også haft mulighed for at smage en del af.

Et enkelt hus skal nævnes for deres kølige og elegante stil: Leonardo Palotta. Deres Donna Clelia San Cervero 2016 på Nero di Troia er lidt af et mesterværk: toplækker vin med masser af friske kirsebærsten, underskov, lidt knækkede grønne grene og et viff af kælder på den fede måde. Stram i strukturen med en lille velintegreret frugtsødme. Det her er sgu godt. 92/100

 

Summa summarum…. 

De smagte vine ligger prismæssigt relativt højt i forhold til det, man normalt finder på supermarkedernes hylder og hos den typiske vinhandler. Men de vidner om, at udviklingen har taget fat, og at danskerne OGSÅ kan forvente sig raffinerede vine herfra i fremtiden. De sicilianske vine på nerello mascalese har vist, at det kan lade sig gøre. Nu er det Apuliens tur…

Posted in: Andre artikler

Leave a Comment (0) →