Review Chave Mon Coeur 2021 cotes du rhone

Chave – mesteren fra Rhônedalen som aldrig fejler

Det er umuligt at finde vin fra J. L. Chave, der ikke sidder lige i skabet. I løbet af ugen har jeg smagt på hans ordinære côtes du rhône, og jeg skulle hilse og sige, at den på ingen måde er ordinær …

 

# J. L. Chave – Mon Coeur 2021, Côtes du Rhône
 Jeg svæver. Côtes du rhône, der strutter af karakter. Rustik i duften med indslag af stald og læder, der bøffes op med et destillat af brombær, æbleskræl, lidt spegepølse, stødt sort peber, lakrids, Marie Kiks og jeg kunne blive ved… Frugten er perfekt balanceret mellem coolness  og modenhed. Intens i munden med enorm kompleksitet for en rhône-vin i det prisniveau. Bang, hvor er det bare godt.  60% grenache, 30% syrah og 10% mourvèdre/cinsault. Ugens vinhit. 92+
Spottet hos Jysk Vin til ca. 140 kr.

Ugens vinhit anmeldelse
Andre smagte vine

# Jean Michel Gerin – La Champine Syrah 2022, Rhône 
Mesterlig vin. Purung, sitrende og dugfrisk – ja næsten lidt beaujolais-agtig i duften, der oser af brombær, oliven og lidt sød lakrids. Det samme i smagen, hvor en umådelig lækker friskhed kombineres med en ultra blød og læskende bærfrugt, der afrundes af en moden garvesyre. Smager bare ufattelig godt. 91
Spottet hos Jysk Vin til ca. 150 kr.

 

# Domaine Alary – La Gerbaude 2021, Côtes du Rhône
Dyb og en anelse lukket næse, hvor man fornemmer masser af indkapslede oliven og mørke bær, der bare venter på at komme op ad glasset. I smagen både elegant, luftig og intens med masser af ekstraktrigdom og uha-uha-lækkerhed. Langt over standard-niveau for en côtes du rhône. Smager fantastisk. Vild vin til prisen… 92
Spottet hos Jysk Vin til ca. 110 kr.

 

# Lionel Gosseaume – Climat No 1 2022, Touraine Oisly
Klassisk sauvignon blanc, hvor man finder indslag af hyldeblomst, tomatplante og græs i duft. Crisp og intens i munden med en livlig frugt og syre, der springer flik-flak på tungen. Sprød og delikat Loire-vin, der besidder en let saltet mineralitet i afslutningen. 90
Spottet hos Jysk Vin til ca. 160 kr. 

 

Tjek også sidste uges vinhit på pinot noir fra Sydfrankrig…

 

# La Bastide – Saint Dominique 2021, Côtes du Rhône
Saftig med mørke og solmodne brombær, lidt velhængt flæskekød, røget fad, kernemælk og karamel. Slagkraftig og rig i smagen med oceaner af potent bærfrugt. 89
Spottet hos Jysk Vin til ca. 160 kr. 

Vinexpressen på Instagram

Related Posts

Skriv et svar