Review Calmel & Joseph Villa Blanche 2021 pinot noir

Indtagende pinot fra Sydfrankrig med studenterrabat

Er det muligt at finde billig pinot, der smager godt? Ja, det er det. Og særligt, hvis man går en stor bue udenom Bourgogne. I ugens løb har jeg smagt på blandt andet Calmel & Josephs pinot fra Sydfrankrig, og den har alt det, en god én af slagsen skal have: friskhed, livlig syre, behersket alkohol og et fint strejf af kirsebær…

 

# Calmel & Joseph – Villa Blanche Pinot Noir 2021, Sydfrankrig
Let grønkrydret duft med strejf af hindbær, kirsebærsten og lidt stødt sort peber. Luftig, slank og letbenet i smagen med en indtagende blød tanninstruktur og det klassiske syrebid i finalen. Et brag af en pinot noir til prisen. 90
Spottet hos Andrup Vin til ca. 75 kr.

 

Andre smagte vine

 

# Domaine Durieu – Pont des Pierres 2022, Côtes du Rhône
Vidunderlig og karaktertypisk côtes du rhône med masser af jordbær og lakrids toppet op med lidt krydderier og grønne grene. Blødhed og fylde kombineres med en let frugtsødme. En moden garvesyre pakker det hele flot ind i afslutningen. Bravo 91
Spottet hos Andrup Vin til ca. 100 kr.

 

# Baron Maxime – Pinot Noir 2022, Pays d´Oc
Frugtig duft med strejf af jordbær, brombær og et lille skvis af oliven. Dejlig saftig i munden med en Bamselineblød bærsødme og en lille kant af urt. En omgang fuldstændigt afrundede tanniner strammer flot op omkring frugten. Smager måske mere af Sydfrankrig end af pinot noir, men hvad gør det, når den nu bare smager dejligt. Høj genkøbsfaktor. 89
Spottet hos Andrup Vin til ca. 65 kr.

# Cave de Beblenheim – Pinot Noir 2021, Alsace
Letbenet og grønlig pinot fra Alsace. Kirsebærsten og blå blommer toppes op med en kant af maggitern. Slank og letbenet forbrugervin uden nogen dikkedarer. Afsluttes af en lille frisk syrlighed i finalen. Masser af lys frugt. 88
Spottet hos Andrup Vin til ca. 80 kr.

 

Tjek også sidste uges vinhit – pinot noir fra Pfalz ….

 

# Chai d Oeuvre – Pinot Noir 2022, Sydfrankrig
Frugtig næse, hvor man finder indslag af jordbær og lidt røde stenfrugter. Vellavet og nydelig forbruger-pinot med god mundfylde og rene bærnuancer. Løbes i mål med en lille velstruktureret garvesyre i finalen. 89
Spottet hos Andrup Vin til ca. 55 kr.

Vinexpressen på Instagram

 

Related Posts

Skriv et svar