Review Barolo Manzone 2019

Gramolere fra Manzone er barolo i topklasse

Nogle vine kan noget særligt i munden, og Manzones Barolo fra marken Gramolere er en af dem. Den er lavet på naturligt gær, lav svovltilsætning, og så er den hverken klaret eller filtreret! Bare barolo i topklasse… 

 

# Barolo Manzone – Gramolere 2019, Piemonte
Det hele hænger umådelig flot sammen her. Vidunderlig tør næse med strejf af søde kirsebær, blå blommesten og et hint af lakrids. Læg dertil lidt apotekerskuffe og vanilje. Fejende flot og raceren barolo med lys og luftig bærfrugt, der har den helt rigtige struktur og afsluttes af en lille raspende syrenerve. Ugens vinhit. 94
Spottet hos Supervin til ca. 410 kr. 

 

Andre smagte vine

# Tesch – Laubenheimer Kärthäuser 2022, Nahe
Helt vild riesling fra Weingut Tesch, der bliver bedre og bedre for hvert år. Super lækker duft, hvor man finder indslag af pivfriske grønne æbler, lidt rød grape, et viff af hæfteplaster og Jenka tyggegummi på den über fede måde. Vanvittig letløbende og mineralsk vin, der løbes i mål med et lille pift af havsalt. Bang – det er godt. 94+
Spottet hos Supervin til ca. 240 kr.

 

# Dominio del Aguila – Reserva 2019, Ribera del Duero
Klassisk spanier med masser af mørke bær, kokos, lidt ymer, appelsinskal, kernemælk, nellike og en kant af spegepølse. Enorm koncentration med masser af finesse og ekstraktion. Afsluttes af en omgang opstrammende tannin. Et brag af en vin fra Jorge Monzon, en af Spaniens allerbedste wine makere.  95
Spottet hos Supervin til ca. 530 kr. 

 

# Fontalpino – Chianti Classico 2021, Chianti
Det er længe siden, jeg har fået en så lækker chianti classico. Strutter af solmodne kirsebær, lidt lakrids og propolis. Indtagende og rustik chianti, der er struktureret i munden med flot koncentration, tørret frugt og en fin blød garvesyrefinish. Et vanvittigt godt køb. Høj genkøbsfaktor. 93
Spottet hos Supervin til ca. 160 kr. 

 

# Giodo – La Quinta 2021, Toscana
Kirsebærsten, blå blommer, tobak, et lille strejf af chokolade og et  begyndende indslag af underskov. Velstruktureret Carlo Ferrini-vin med en flot koncentreret bærfrugt, en pikant stenfrugtsbitterhed og en lille rabarbersyre i finalen. En vin, der vil bliver bedre med lidt tid på langs. 92+
Spottet hos Supervin til ca. 330 kr. 

 

Tjek også sidste uges vinhit fra danskeren Emil Skytte…

 

# Guy Farge – Terroir de Granit 2020., Saint -Joseph
Hold nu kæft, hvor smager det her godt! Såååh klassisk, såååh originalt, såååh lækkert. Brændt granit og vådt gyngestativ kombineret med et festfyrværkeri af brombærfrugt, mørke oliven og velhængt flæskekød pakket ind i et viff af grønne grene. I just love it! 94
Spottet hos Supervin til ca. 180 kr. 

 

# Barolo – Broccardo Bricco San Pietro 2019, Piemonte
Lidt tilbageholdende duft, hvor man finder indslag af jordbær, stenfrugt, lidt rabarber, sur-sød-frugt og en smule grønkrydring. Dejlig barolo med flot dybde, koncentration og længde på smagen. Afsluttes af den klassiske og opstrammende garvesyre, der bider de helt rigtige steder i munden. 93
Spottet hos Supervin til ca. 230 kr. 

 

# Staete Landt – State of Grace Pinot Noir 2022, Marlborough
En anelse urtegrøn med strejf af kirsebærsten, ribs og lidt jordbær. Det samme i smagen, der er veldresseret med en klassisk pinot-syre i afslutningen. 88
Spottet hos Supervin til ca. kr.

 

# Casa Marin – Cartagena Pinot Noir, San Antonio Valley (Chile)
Et aldeles fremragende pinot-køb fra Chile. Først lidt kirsebærsten og karamel, så et pift af grønne grene. Luftig som en en pinot noir skal være det med en blød bamseline-frugtsødme bøffet op af en frisk og livlig syre i afslutningen. 91
Spottet hos Supervin til ca. 80 kr.

 

# Valsanzo 2019 Ribers del Duero
Valsanzo emmer af råfrugt, brombær, strejf af valnøddetræ og tobak med en kant af kokos og underskov. Flot koncentreret vin med masser af potent frugt. 92
Spottet hos Supervin til ca. 150 kr.

 

# Delforce – Vintage Port 2000, Douro
Begyndende modenhed, men stadig med utrolig friskhed i frugten. En kanonade af tørret frugt, brombær, stødt sort peber og lakrids. Saftig vintage port med masser af lækker puddersukkeragtig sødme. Flot dybde i kombination med en omgang saftige tannin runder dejligt af. 93
Spottet hos Supervin til ca. 420 kr.

Vinexpressen på Instagram

Related Posts

Skriv et svar