Hvilke fire rødvinsdruer er verdens bedste? I sidste uge skrev jeg om kongen og dronningen af de blå druer: cabernet sauvignon og pinot noir. I denne uge er vi nået til den bondske charmetrold syrah og den garvesyreholdige nebbiolo.
Syrah – den bondske charmetrold
Syrah er nok bedst kendt for vinene i den nordlige Rhône-dal. Guigal fra Côte-Rotie har været pioneren, der for alvor har skudt syrah-druen ind i superligaen. Guigal er blevet verdensberømt for sine tre enkeltmarks-vine La Mouline, La Landonne og La Turque.
LÆS OGSÅ: Hvilke rødvinsdruer er verdens bedste – del 1:2
Ligesom pinot noir bliver druen let benet, hvis den ikke får tilstrækkeligt med sol. Til gengæld skal der meget varme til, før den bliver decideret tung og kedelig. Måske derfor er den meget populær i mange varme vinområder, eksempelvis i Spanien, Californien og Australien. I Australien kaldes den for shiraz, og her er den også deres nationaldrue.
Karaktertrækkene varierer forbavsende meget med de klimatiske betingelser. Lige fra det bondske i Rhône med toner af lyse bær og oliven til det kraftige og muskuløse med masser af solmodenhed og frugtsødme på oversøiske destinationer.
Den garvesyreholdige nebbiolo
Nu vil nogen måske vente på merlot, som den sidste af verdens 4 bedste druesorter! Men jeg har valgt nebbioloen i stedet. Merlot er især god som blandingsdrue i for eksempel Bordeaux, men med få undtagelser er den sjældent så interessant alene. Derimod er den italienske nebbiolo enestående i både karakter og racerenhed.
Nebbioloen dyrkes primært i det Norditalienske område Piemonte, hvor den er ingrediensen i de berømte baroloer og barbarescoer. Druen er blandt andet unik, fordi den har en speciel karakter af viol, kirsebærsten, medicinskab og tjære. Samtidig har den masser af struktur i form af garvesyre, der giver den potentiale til at udvikle sig over flere årtier.
Når den er bedst har den en luftighed som bourgogne med en indtagende sødme. Men den har også et fast tanningreb, der bider godt i munden. Farven er fra naturens hånd lys, men mange producenter har igennem tiden arbejdet på at gøre den mørkere, fordi markedet fra tid til anden har efterspurgt dette.