Review Sartori Marani Garganega 2022

Vidunderlig vin på garganega – en af Italiens oversete druer

Garganega er en af Italiens mest plantede hvidvinsdruer, men samtidigt er den – i min optik – også lidt overset. Hvis udbyttet holdes nede og den rigtige wine maker står bag, kan den lave vidunderlige vine med god struktur og cremet fedme. Ugens vintit er en garganega fra Sartori i Veneto, der smager som en drøm … 

 

# Sartori – Marani Garganega 2022, Bianco Veronese
Sartori har her skruet en top lækker vin sammen på garganega-druen, hvor man fornemmer masser tropesaft og frisk fad. Dejlig cremet i munden med masser af poleret syre og en støddæmpende frugtsødme. Enorm længde på smagen. Bravo! Ugens vinhit… 92
Spottet hos Din Vinhandel til ca. 100 kr.

Ugens vinhit anmeldelse

Andre smagte vine

 

# Viberti – Filebasse Chardonnay 2021, Piemonte
Nydelig duft med indslag af citrus, lidt ananas og en kant af gule blommer. Lækker i munden, hvor en lille cremethed løbes i mål med en strutfrisk syre. Glimrende vin. 90
Spottet hos Din Vinhandel til ca. 150 kr. 

 

# Santa Sofia – Valpolicella Ripasso Superiore 2020 Veneto
Tæt og saftig ripasso med masser af struktur. Imødekommende i duften, der strutter af søde kirsebær og blå blommer. Saftig vin, hvor man har den klassiske ripasso-sødme flankeret af en lille stenfrugtsbitterhed, der ligger umådelig godt i munden. Anbefalet. 91
Spottet hos Din Vinhandel til ca. 160 kr.

 

# Bertani – Bertarosa 2020 Rosé, Veneto
Bertanis rosé skiller sig helt klart ud fra mængden. Urtet og undermoden med en bagkant af våd kelim, kridt og kalksten. Læg dertil et lille bitterriv, der skaber tilpas afstemte modhager. Afsluttes af en lille saltet mineralitet. Meget karakterfuld rosé. Anbefalet. 91
Spottet hos Din Vinhandel til ca. 120 kr. 

 

# Viberti – Barbera d´Alba La Gemala 2021, Piemonte
Masser af kirsebær, blå blommesten og lidt saltlakrids. Medium koncentreret i smagen, hvor man har en fin intensitet og syrestruktur, der strammer godt op om frugten. Aldeles glimrende og vellavet barbera.  Høj genkøbsfaktor. 90
Spottet hos Din Vinhandel til ca. 130 kr. 

 

# Banfi – La Pettegola Vermentino 2022, Toscana
Frisk, blomstret og livlig i duft med masser af koldgæret frugtighed. Letbenet og ren i frugten med et fint lille indslag af grapefrugt. Afsluttes af en sprød syre, der frisker godt op i eftersmagen. 89
Spottet hos Din Vinhandel til ca. 150 kr. 

 

Tjek også sidste uges vinhit fra californiske Au Bon Climat ….

 

# Santa Sofia – Bardolino Chiaretto Rosé 2022, Veneto
Lyse, røde bær – hindbær, æblekerne og en kant af grønne grene. Slank og letbenet rosé med en god og livlig syre bøffet op af et lille pikant bitterriv, der kradser lidt på paletten. 88
Spottet hos Din Vinhandel til ca. 80 kr. 

 

# Antica Vinaia – Valpolicella Ripasso 2017, Veneto
Klassisk ripasso-duft med strejf af kirsebær, blommesten og lidt tørret frugt. Velproportioneret og blød i munden med en lille behagelig frugtsødme, der rammes ind af en lille stenfrugtsbitterhed. 88
Spottet hos Din Vinhandel til ca. 80 kr. 

 

# Sartori – Fira Bianco 2020, Veneto
Smager henad sauvignon med indslag af hyldeblomst, tomatplante og et viff af grønne grene. Læg dertil lidt knoldselleri, citrus og modne æbler. Rank og sprød i smagen, der strutter af syre, frugt og livlighed. 89
Spottet hos Din Vinhandel til ca. 120 kr. 

 

# Banfi – Rosa Regale Brachetto d´Acqui 2022, Piemonte
Masser af søde jordbær og rabarber bøffet op med et viff af tulipaner. Et rødt alternativ til Moscato d´Asti, hvor man har et ordentligt skud sødme i smagen. Afsluttes af et let fenolisk bid på tungen. 89
Spottet hos Din Vinhandel til ca. 150 kr. 

 

Læs også om vinene fra Lugana ved Gardasøen…

 

# Milani – Vermentino 2023, Terre Siciliane
Koldgæret og meget floral i duft med indslag af nektariner og grønne druer. Enkel og letbenet med fin frugtighed. Afsluttes af en sprød syre i finalen. En frisk lille forbrugervin. 89
Spottet hos Din Vinhandel til ca. 70  kr.

 

# Milani – Pinot Grigio Rosato, Provincia di Pavia 
Letbenet rosé , der strutter af  friske jordbær, røde bolsjer, honningmelon og lidt fersken i både duft og smag. Veldresseret og letbenet med fin frugtighed og en lille blød og cremet fedme. Afsluttes af en lille frisk syre. Nydelig og veldresset pinot grigio.  88
Spottet hos Din Vinhandel til ca. 70 kr. 

 

Vinexpressen på Instagram

Related Posts

Skriv et svar