Weingut Fries rising star from Mosel

Gudelæskedrik fra Mosels brændte skiferskråninger

Ugens højdespringer kommer fra Mosel, hvor Daniel Fries har vredet lidt gudelæskedrik ud af skiferskråningerne. Vi har fat i en riesling, der er spontangæret og lagret på stål og neutrale træfade. Resultatet er en umådelig terroir-tro vin med masser af karakter og finesse. Jeg er imponeret …

 

# Weingut Fries – Riesling Trocken Vom Schiefer 2021
Sitrende og strutfisk duft af æble, våd skifer, honningmelon og en lille kant af rød grape. Piv ren i munden med masser af syrespræl. Afsluttes af en lille saltet mineralitet og et pikant bitterriv. Daniel Fries har her vredet lidt gudelæskedrik ud af Mosels vilde erosionsskråninger. Vox, hvor er det godt… 92
Set hos Jysk Vin til ca. 140 kr.

Andre smagte vine

# Weingut Robert Weil – Riesling Trocken 2022, Rheingau
En rigtig Weil-riesling med masser af det hele. Klassisk, åben og rig med indslag af grønne æbler, citrus og lidt stikkelsbær på toppen. Samtidig frisk, ukompliceret og livlig i smagen, hvor man finder en kanonade af livlig syre. Flot dybde og koncentration.  91
Set hos Jysk Vin til ca. 190 kr.

 

# Benoit Girardin – Santenay 1. cru Clos Rousseau 2021
Vidunderlig duft af søde kirsebær og blå blommer. Læg dertil et lokkende strejf af ristet fad, fernis og bittermandel. Det samme i smagen, der oser af klasse og luftig elegance. Afsluttes af en frisk syrelinje i finalen. 92+
Set hos Jysk Vin til ca. 320 kr. 

 

# Grabenwerk – Grüner Veltliner 2022, Wachau
Klassisk og tilbagelænet grüner veltliner med indslag af æblekerne, kiwi og et viff af peber. Læg dertil en indtagende omgang let kridtede og mineralske toner, som elegant afsluttes af en bidende syre, der river de helt rigtige steder i munden og får min tandlæge til at juble. 92
Set hos Jysk Vin til ca. 300 kr.

 

# Ministry of Clouds Clouds 2021, McLaren Vale
Australsk vin, der sidder lige i krydset. Fejende flot duft af søde jordbær, lidt mint, kål, rabarber og mørke oliven. Herudover finder man en brise af brombær og et lille viff af teblade. Luftig, indsmigrende og fløjlsblød i munden med en tilpas afstemt frugtsødme. Jeg er fan.. 92
Set hos Jysk Vin til ca. 200 kr.

 

# Massimo Rivetti – Froi 2021, Barbera d´Alba
Et overflødighedshorn af kirsebærsten, æblekerner, lidt mandler og en kant af lakridskonfekt. Slank og rank i munden med masser af rød bærfrugt, der løbes i mål med en livlig og forfriskende syre. 90
Set hos Jysk Vin til ca. 120 kr.

 

Tjek også sidste uges tyske vinhit fra Weingut Groh…

 

# Sottimano – Barbera d´Alba Pairolero 2021, Piemonte
Hold nu kæft mand – det her er sgu rigtig vin. Oceaner af kirsebærsten, blå blommer og et diskret strejf af tyrkisk peber oser sig op ad glasset. I munden flot koncentreret og velstruktureret  med enorm dybde og en nymferagtig syre, der bider fint til i afslutningen. Saftig og umådelig veldresset vin fra Sottimano. En vin, der kræver fordybelse… 92+
Set hos Jysk Vin til ca. 180 kr.

# Domaine La Bouissiere – Côtes du Rhône 2021
Mere klassisk og traditionelt bliver det bare ikke. Rød rhône med toner af jordbær, lakrids og et stænk af stødt sort peber. Vamset og fyldig med umanerlig lækker og blød frugtsødme. Vanvittig god til prisen. 91-92
Set hos Jysk Vin til ca. 140 kr.

 

# Weingut Michel – Spâtburgunder Alte Reben 2021, Baden
Klart tysk spâtburgunder med indslag af kirsebær, jordbær, let røget fad, chokoladefrøer, lakridskonfekt og en lille grønkrydret bagkant. Luftig i smagen, der afsluttes af en blød frugtsødme og et lille sart syrebid. 91
Set hos Jysk Vin til ca. 175 kr.

 

# Monte Antico 2019, Toscana
Jordbær, rabarber og lidt ribs flankeret af et let skvis af vanilje. Medium koncentreret vin, der strammes op at en lille garvesyre, der tørrer munden lidt ud eftersmagen. Kræver lidt mad som modspiller. 88
Set hos Jysk Vin til ca. 80 kr.

 

# Arrogant Frog Chardonnay 2021, Pays d´Oc
Let overmoden næse, hvor man finder indslag af gule blommer, pære og ananas juice. Relativt tung med en del frugtsødme og cremethed i munden. Afsluttes af et markeret alkobid i finalen. 87
Set hos Jysk Vin til ca. 70 kr.

 

# Ramon di Casar 2022, Galicien
Frugtig og let eksotisk i duft med masser af honningmelon og pære bøffet op med en bagkant af fersken. Ganske blød og cremet i smagen, hvor man har en god fylde og en let opstrammende syre. 91
Set hos Jysk Vin til ca. 130 kr.

Vinexpressen på Instagram

Related Posts

Skriv et svar