Fremragende grignolino fra Asti i Piemonte

Topvine fra Piemonte på ukendte italienske druesorter

Hvis jeg nu siger grignolino eller freisa – hvad tænker du så…? Sikkert ingenting, men i de rigtige hænder kan de to druer give fremragende vine. Wine makeren Matteo Gerbi var i en årrække kældermester Bruno Giacosa og G.D. Vajra, og han kan trylle. I løbet af ugen har jeg  smagt på begge druesorter fra Gerbi og må bare konstatere, at de er fremragende.    

 

# Frasca La Guaragna – Grignolino d´Asti 2020
Det her er grignolino marineret i omsorg. Helt lys med masser af letløbende frugtsaft. Sprutter og spræller af jordbær, blå blommesten og en kant af rabarber. Umådelig luftig og elegant i smagen med en brise af pirrende frugtsødme, der snor sig blidt om tungen. Læg dertil en fin strukturerende garvesyre i afslutningen. Sidder lige i krydset. Ugens vinhit. 92
Spottet hos Vinimondo til ca. 190 kr.

 

Andre smagte vine

# Frasca La Guaragna – Freisa d´Asti 2020
Strejf af kirsebær, et pift af sød lakrids, jern og kold te på den überfede måde. Meget karakterfuld freisa-vin med dejlig blid ekstraktion, der spændes op af en gang faste tanniner. Samtidig let og luftig i munden med en lille kant af ribsagtig syrlighed. Ligger fantastisk godt i munden. Jeg er fan… 92
Spottet hos Vinimondo til ca. 190kr.

 

# Frasca La Guaragna – Barbera d´Asti 2020
Røde bær og et stormløb kirsebærsten i duft med en kant af karamel. Ren og lækker barabera-frugt. I munden flot koncentreret med masser af stramhed og den klassiske syre i smagen. 91
Spottet hos Vinimondo til ca. 190 kr.

 

# La Perla Marco Triacca – La Mossa Nebbiolo 2016, Valtellina
Strejf af tørret frugt, jordbær og et anslag af rabarber, bitre stenfrugter, tjære og teblade. Lys i frugten og let i smagen. Stram og struktureret med en del garvesyre, der bider godt til i munden. 90
Spottet hos Vinimondo til ca. 200 kr.

 

Tjek også sidste uges vinhit .. 

 

# Mertzeoro Ghirada Baduorane, Barbagia Rosso 2021
Super lækker næse: iod, apotekerskuffe, et viff af karamel og mørke røde bær. Ekstremt lækker i munden, masser af ekstraktrigdom og  bløde tanniner, der strammer flot op om frugten. 92 
Spottet hos Vinimondo

 

# Frasca La Guaragna – Nizza 2020
Først en lille gnist af gas, så lidt kirsebærsten, der toppes op med lidt sveskeblomme, tjære og tørret frugt. Meget typisk og karakterfuld barbera med masser af mundrensende syre og sprælskhed . Glimrende og saftig vin med en del smæk på intensiteten og alkoholen i afslutningen. 91 
Spottet hos Vinimondo til ca. 250 kr.

 

Vinexpressen på Instagram

Related Posts

Skriv et svar