Excellent champagne Brut from Vincent d´Astree

Sublim champagne fra kooperativet Vincent d´Astrée

Kan kooperativerne i Champagne lave god vin ? Ja for pokker. Vincent d´Astrée er et af de mange Champagne-kooperativer, der gør det fremragende. Ugens vinhit er lavet på chardonnay og pinot meunier, og den smager lige præcis, som den skal, med masser af ristede mandler, æblekerne, kridt og citrus…

 

# Vincent d’Astree – Brut, Champagne
Indfølende, sart og svævende. Super klassisk duft af brioche, ristede mandler, et viff af flødekaramel og lidt æblekerne. Læg dertil en kant af kridt og gær. Slank, smidig og meget velafstemt champagne med blid ekstraktion, og hvor en indtagende blødhed løbes i mål af et dejligt syrespjæt i finalen. Bravo. Ugens vinhit… 92
Spottet hos Brdr. D Vin til cirka 300 kr.

 

Andre smagte vine

 

# Vincent d´Astrée – Extra Brut, Champagne
Vidunderlig duft af citrus, kridt, æblekerne, rugbrød, lidt ristede mandler og gær. Rank og ren i smagen med flot syrelinje og et let bitterriv i eftersmagen. På vej til det knastørre, benede og med små livlige modhager, men den holder sig flot på den rigtige side af kanten. 92.
Spottet hos Brdr. D Vin til cirka 350 kr.

 

# Château Vieux Ferrand – Montagne Saint-Emilion 2026, Bordeaux
Klassisk og autentisk højrebredsvin fra Bordeaux lavet på 90% merlot og 10% cabernet franc. Oser af cedertræ, solbær, blyant, begyndende toner af underskov og en bagkant af grøn peber. Varmblodig og saftig i munden med medium koncentration, god dybde og afrundet gummesyre. 90
Spottet hos Brdr. D Vin til cirka 130 kr.

 

# Regret Langhe Nebbiolo – Monchiero Carbon 2021, Piemonte
Ren frugt – ingen dikkedarer og slinger i valsen. Det her smager sgu bare læskende godt. Klassisk nebbiolo med indslag af søde kirsebær, blå blommesten og en kant af vilde, røde roser. Elegant, slank og letløbende saft, der samtidig er godt struktureret med et stramt støttende tanninbid i afslutningen. Anbefalet 91
Spottet hos Brdr. D Vin til cirka 130 kr.

 

Tjek også sidste uges spændende og burgundiske hvidvin fra det varme Alentejo i Portugal …

 

# Domaine Brunely -Les Secrets de la Licorne 2020, Vacquyras
Dejlig tilbagelænet duft af jordbær, lakridskonfekt og et knæk af peber. Læg dertil et skvis af sorte oliven og appelsinskal toppet op med en lille lækker grønkrydring på toppen. Dejlig blød og medium koncentreret vacquyras med et fint syrefriskhed og elegance. 91
Spottet hos Brdr. D Vin til cirka 130 kr.

 

# Barbera d´Alba – Pelisa Monchiero Carbone, Piemonte
Nydelig og klassisk barbera, der har en god friskhed i duft: søde kirsebær, lidt hindbær, et strejf af lakrids og medicinskab. Enkel, ren og frugtig med fin barbera-karakter og den velkendte syre i afslutningen. 89
Spottet hos Brdr. D Vin til cirka 120 kr.

Vinexpressen på Instagram

Related Posts

Skriv et svar