Der er gået inflation i ordet tapas, og der er nærmest ingen grænser for, hvad tapas er! Ny nordisk tapas, japanske ninja-tapas og ægte spansk tapas.
Hvad som helst, der havner på en tallerken som små happere, bliver efterhånden kaldt tapas. Og det kan gøre det kompliceret, når naboen har inviteret til sit berømte tapasbord, og man har lovet at medbringe en passende vin til formålet?
Så altså: først må man finde ud af, hvad hans tapas-tallerken egentlig består af. Og selv hér kan det være svært. For ofte er der jo tale om fem til seks små forskellige snacks, der hver især kalder på noget forskelligt.
Den spanske tapas og sherry
De fleste tager udgangspunkt i spansk tapas, og til det formål er der et par oplagte muligheder. Spanierne vil typisk vælge en tør sherry, og den klarer som regel hele paletten bestående af chorizo, lufttørret skinke, paté gjort på iberisk svinekød, oliven, manchego, og diverse tapenader.
I Spanien er de såkaldte fino´er førstevalget. De er forholdsvis prisvenlige og passer eminent til formålet. Men i min mund er der noget magisk ved en tør amontillado-sherry eller en palo cortado fra for eksempel Lustau. Begge vine er en anelse mere sofistikerede i smag.
Og med deres høje alkohol på omkring 18%, har de evnen til at skære gennem fedtet fra patéen. Samtidig har de en smagsmæssig styrke til at klare den kradse chorizo. Selvom de er tørre (0-5 gram restsødme pr. liter), virker de tit en smule sødlige på grund af deres rigdom, høje alkohol og nøddeagtige aroma. Men alt sammen komplimenterer det salte charcuteri og de vellagrede oste som manchego, der ofte har en let nøddeagtig smag.
Læs også: Mad og vin kend grundreglerne 1:3
Sherry kræver noget tilvænning, og mange forbrugere bryder sig ikke om dem. Så hvad gør man, hvis man skal ind til den lidt konservative nabo og ikke vil ødelægge den gode stemning med sine specielle sherryer, som han højst sandsynligt ikke vil sætte pris på ?
Hvide og røde alternativer
Man supplerer sherryen med et alternativ. Eksempelvis en ikke for tør chardonnay. Eller endnu bedre: en pinot gris fra Alsace med et pift af frugtsødme i smagen.
Jeg vil til hver en tid selv foretrække hvidvin til formålet, men hvis man endelig skal sætte rødvin på bordet, kan en kvalitets-beaujolais være en mulighed. Den går godt her, fordi den som regel ikke indeholder ret megen garvesyre, der kan støde sammen med det salte charcuteri.
Hvis der er chorizo på bordet, kræver det noget kraft i vinen. Man bør derfor ikke tage en af de lyse og spinkle typer beaujolais med, men i stedet vælge én med mere smag, vægt og tyngde. Eksempelvis en Morgon.
rolf
