Der er gået inflation i ordet tapas, og der er nærmest ingen grænser for, hvad tapas egentlig er: ny nordisk tapas, japanske ninja-tapas og ægte spansk tapas.
Hvad som helst, der havner på en tallerken som små happere, bliver efterhånden kaldt tapas, og det kan gøre det kompliceret, når naboen har inviteret til sit berømte tapasbord, og man har lovet ham at medbringe en lille kurv med passende vine til formålet?
Så altså: først må man finde ud af, hvad hans tapas-tallerken egentlig består af, og selv hér kan det være svært at finde den HELT rigtige vin. For ofte er der jo tale om fem til seks små forskellige snacks, der hver især kalder på noget forskelligt.
Den spanske tapas og sherry
De fleste tager udgangspunkt i spansk tapas, og til det formål er der et par oplagte muligheder, som spanierne selv benytter sig af – nemlig tør sherry! Den klarer som regel hele paletten bestående af chorizo, lufttørret skinke, lidt paté gjort på iberisk svinekød, oliven, manchego, og diverse tapenader.
I Spanien er de såkaldte fino´er førstevalget. De er forholdsvis prisvenlige og passer eminent til formålet. Men i min mund er der noget magisk ved en tør amontillado-sherry eller en palo cortado fra for eksempel Lustau, som er lidt mere sofistikeret i smag.
LÆS OGSÅ: Mad og vin kend grundreglerne 1:3
Begge sherrytyper har – på grund af deres dybde og høje alkohol på omkring de 18% – evnen til at skære gennem fedtet fra blandt andet paté, og samtidig har de en smagsmæssig styrke til at klare den kradse chorizo. Selvom de er tørre (0-5 gram restsødme pr. liter), så virker de tit en smule sødlige på grund af deres rigdom, høje alkohol og nøddeagtige aroma, hvilket både komplimenterer det salte charcuteri og den lidt nøddeagtige smag, man ofte finder i lagrede og faste oste som manchego.
Sherry kræver noget tilvænning, og der er mange vindrikkere, som ikke bryder sig om dem. Så hvad gør man, hvis man nu skal ind til den lidt konservative nabo og ikke vil ødelægge den gode stemning med sine specielle sherryer, der teknisk set er gode til formålet, men som han (måske) ikke vil sætte pris på?
Hvide og røde alternativer
Man supplerer kurven med sherry med et alternativ, som kunne være en ikke for tør chardonnay eller endnu bedre: en pinot gris fra Alsace med et pift af frugtsødme i smagen.
Jeg vil til hver en tid selv foretrække hvidvin til formålet, men hvis man endelig skal sætte rødvin på bordet, kan en kvalitets-beaujolais være en mulighed. Den går godt her, fordi den som regel ikke indeholder ret megen garvesyre, der kan støde sammen med det salte charcuteri. Hvis der er chorizo på bordet, kræver det noget kraft i vinen, og det taler for, at man ikke tager en af de lyse og spinkle typer beaujolais, men i stedet vælger en af dem med mere smag, vægt og tyngde – eksempelvis en Morgon.
rolf
